Tilbage i efteråret blev Jyden Burs nye vandingsmaskine, JB-700, lanceret på standen ved WekoAgro Machinery på Agromek. Opmærksomheden var stor og nu glæder de to samarbejdspartnere sig til at se de første maskiner køre ud over de danske marker i sæsonen 2025.

WekoAgro Machinery er eksklusiv forhandler og Jyden Bur producent. Det sker for at sikre sikre, at de maskiner, som Jyden Bur producerer, kommer ud at virke i hele landet.

Ivan Petersen, der har været primusmotor på udviklingen af JB-700, fortæller, at han forventer meget af samarbejdet.

- Vi har valgt at samarbejde med WekoAgro Machinery, fordi vi er den nye dreng i klassen på markedet, og vores aftale giver os mulighed for at blive en del af deres store salgs- og serviceorganisation, som er meget velfungerende, fortæller Ivan Petersen og fortsætter:

- Det er vigtigt for os, at kunden får en god totaloplevelse af vores produkt – og det sikrer WekoAgro Machinerys setup. De er meget professionelle, hvorfor vi ser dem som en optimal partner i forhold til at udbrede JB-700 på markedet.

Dækker en efterspørgsel på markedet

Mogens Lauridsen, der er produktspecialist på vandingsudstyr hos WekoAgro Machinery, forklarer, at aftalen og samarbejdet med Jyden Bur om at sælge vandingsmaskinen dækker et område, markedet har efterspurgt.

- Vi oplever meget stor interesse for vanding – og der er et stort marked for vandingsmaskiner med nye teknologiske løsninger som eksempelvis flådestyring og mulighed for indsamling af data. Den plads på markedet udfylder Jyden Bur-vanderen rigtig godt, og derfor er vi glade for samarbejdet med dem, fortæller Mogens Lauridsen.

Samarbejdet mellem de to virksomheder har også betydet, at Jyden Bur har kunnet sparre med WekoAgro Machinery om efterspurgte teknologier - særligt muligheden for flådestyring og dataindsamling via app.

- Mogens Lauridsen har givet os nogle meget værdifulde betragtninger i forhold til udviklingen af teknologiske løsninger til vores vandingsmaskine. Hans store kendskab til efterspørgslen på markedet har vi eksempelvis brugt under udviklingen af vores app til flådestyring, JB Fleetcontrol, forklarer Ivan Petersen, og fortsætter:

- Vi har lige siden, vi begyndte at tegne og bygge JB-700 indtænkt de nyeste krav til vandingsmaskiner – det gælder også EU-lovkrav, så kunden kan være sikker på, at man får en maskine, der lever op til de gældende lovkrav, som vi har været bekendt med et stykke tid. Derfor har maskinen også en totalhøjde på 3,95 meter og lever op til EU’s skærpede regler om bremsekraft.

Nye teknologier – nye muligheder

Mange danske landmænd er i høj grad afhængige af vanding for at sikre deres indtjeningsgrundlag undervejs i sæsonen. Det betyder også, at nye muligheder for optimering og effektivisering af vanding er efterspurgt.

- Vores vandingsmaskiner kan indstilles til at vande markerne efter markkort med vores flådestyring. Du kan derfor styre vandingstildelingen ud fra GPS-koordinater, og desuden kan man gemme programmerne til den enkelte mark, så man kan tage højde for lokale forskelle i vandingsbehov på marken, forklarer Ivan Petersen og fortsætter:

- Hvis man eksempelvis leverer kartofler til chipsfabrikkerne, kan man trække data om vandingen ud fra de enkelte markkort, som man kan bruge til at dokumentere sin vanding til aftageren.

Hvis brugeren giver tilladelse til det, kan WekoAgro Machinery desuden få informationer om den enkelte vandingsmaskine, som eksempelvis er relevant i forhold til at optimere service og indstilling af maskinen.

- WekoAgro Machinery har nogle meget dygtige montører og teknikere, som kan sikre, at maskinen fungerer optimalt – også i mange år fremover, siger Ivan Petersen.

Det tætte samarbejde er man også glade for hos WekoAgro Machinery.

- Vores tætte samarbejde med producenterne – som eksempelvis Jyden Bur, betyder, at vores dygtige teknikere – og mig selv som produktspecialist - får mulighed for at kende maskinerne indefra og ud, hvilket højner vores serviceniveau og kvaliteten af den vanding, som avlerne har brug for, slutter Mogens Lauridsen.

JB-700’s egenskaber:

Flådestyring via appen B Fleetcontrol

Leveres med Nørtoft computer

Kompatibel med alle pumper

Pendulophængt forbro

Automatisk stramning af remme under kørsel

Lever op til EU’s skærpede regler om bremsekraft

Totalhøjde på 3,95 meter