Mens andelen af nye biler på de danske veje i stigende omfang udgøres af elbiler, forventer man hos Claas, at der vil gå en rum tid, før højtydende landbrugsmaskiner kører på el.

- Der er ingen reelle alternativer til forbrændingsmotoren til højtydende landbrugsmaskiner i overskuelig fremtid. Så vi har brug for løsninger, der reducerer emissionerne fra fossile brændstoffer, men som ikke har væsentlige negative virkninger på produktionsomkostninger, forbrug, vægt og holdbarhed, siger dr. Martin von Hoyningen-Huene, executive vice president hos Claas.

På den baggrund har Claas besluttet, at alle virksomhedens landbrugsmaskiner, der overholder den nyeste Stage V-emissionsstandard, siden 1. oktober har været godkendt til brug af hydrogenbehandlede vegetabilske olier (HVO'er).

Påfyldes fra fabrikken

Det betyder i praksis, at Stage V-traktorer og -høstmaskiner fra Claas’ fabrikker i tyske Harsewinkel og franske Le Mans alle er godkendt til brug med HVO. Desuden vil alle maskiner, inden de forlader fabrikken, blive fyldt med brændstoffet.

- Hydrogenbehandlede planteolier er et ideelt valg, fordi de allerede eksisterer, og deres positive miljøpåvirkninger er umiddelbart synlige, understreger Martin von Hoyningen-Huene.

Godkendelsen af HVO'er til traktorer, mejetærskere og finsnittere repræsenterer ifølge maskinfabrikanten et afgørende skridt i retning af bæredygtighed.

Møder effektmur ved 150 hk

Virksomheden forklarer samtidig, at selvom batteridrevne systemer har vist sig effektive for mindre motorydelser, så møder man udfordringer ved de større maskiners ydeevne.

Når det kommer til kraftige mejetærskere og store traktorer over 150 hk, mangler der simpelthen realistiske alternativer til bæredygtige flydende brændstoffer.

Maskinfabrikanten pointerer desuden, at batteridrevne systemer vil kræve betydelige størrelsesforøgelser for at opnå sammenlignelige ydelser og rækkevidde som forbrændingsmotorer med flydende brændstof.

Kræver ikke tekniske ændringer

Maskinfirmaet understreger samtidig, at godkendelsen af HVO'er til traktorer, mejetærskere og finsnittere fra Claas ikke blot er symbolsk.

Det er, pointeres det, også teknisk gennemførligt og miljømæssigt betydningsfuldt. HVO'er er således ifølge Claas op til 90 procent klimaneutrale og kan bruges som erstatning for diesel uden behov for tekniske ændringer.

Disse brændstofegenskaber gør ifølge Claas HVO til en fremragende løsning, da det ikke medfører tab i hverken ydeevne, levetid, slid eller holdbarhed sammenlignet med fossile brændstoffer.

Bruges rent eller opblandet

HVO kan ifølge Claas bruges i sin rene form kaldet HVO100 eller som en blanding med konventionel diesel. Dette kan reducere CO2-udledningen med op til 90 procent målt over hele livscyklussen, og mindsker også udledningen af nitrogenoxid og partikler under forbrændingen.

HVO består primært af affaldsprodukter, inklusiv brugt madolie, animalsk fedt og vegetabilske olier.

Produktionen af HVO involverer en reaktion med hydrogen, hvilket ændrer de vegetabilske oliers egenskaber for at gøre dem brugbare som en dieselerstatning i maskiner.