Alle ansøgninger til minivådområdeprojekter imødekommes
Ministeriet for Grøn Trepart, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har modtaget ansøgninger for over to milliarder kroner til klima-lavbund- og kvælstofvådområdeprojekter. Alle ansøgere vil få tilsagn om tilskud, hvis de lever op til tilskudsordningens krav.

Godt nyt til ansøgere, der har søgt om tilskud til etablering af minivådområder. SGAV melder ud, at der er fundet ekstra midler til at imødekomme alle ansøgninger, der lever op til tilskudsordningens krav. Foto: Henning K. Andersen
Mange kommuner og lodsejere tager nu første skridt i den store arealomlægning af landbrugsjord, hvor der på i alt 17.200 hektar er søgt om tilskud til »Klima-lavbund- og kvælstofvådområder 2025«.
Ifølge SGAV har de samlet modtaget 249 ansøgninger og der er samlet søgt for over to milliarker kroner.
- Nu kan vi oplyse, at der er blevet fundet midler, så vi kan imødekomme alle ansøgninger, der lever op til ordningens krav, lyder det.
Kan forvente svar senest i august
Det oplyses, at SGAV allerede er langt med sagsbehandlingen af de mange ansøgninger, og at der på nuværende tidspunkt (2. juli 2026) er givet tilsagn for over 1,6 milliarder kroner.
SGAV sender løbende de resterende tilsagn ud hen over sommeren, og forventer, at alle ansøgere får besked inden udgangen af august.
Når ansøgerne har modtaget tilsagn til forundersøgelse, kan de gå i gang med første fase af projektet, hvor muligheden for at gennemføre projektet nærmere undersøges og planlægges. Det er også i denne fase, at lodsejerne siger endeligt ja til at gå med i projektet.



































