Af planteavlskonsulent Rasmus Sønnichsen-Dreehsen, Patriotisk Selskab

Planteavlskonsulent Rasmus Sønnichsen-Dreehsen, Patriotisk Selskab. Foto: Westersoe

Planteavlskonsulent Rasmus Sønnichsen-Dreehsen, Patriotisk Selskab. Foto: Westersoe

Dette efterår er fremgangsmåden i vinterraps, som den plejer at være. Men næste sæson bliver markant anderledes, når vi står uden Kerb og muligvis også Lamdex. Derfor bør du bruge erfaringerne fra årets raps til at forberede den fremadrettede strategi, så du også i 2028 kan høste en god rapsafgrøde.

Hvis du har Kerb til rådighed, kan det anvendes som hidtil. Vi ser ofte bedst effekt ved en relativt tidlig behandling i første halvdel af november. Behandlingen kan eventuelt kombineres med en afsluttende splitbehandling med Belkar. 

Opdeling af Belkar giver bedre effekt mod blandt andet agerstedmoder, storkenæb og ærenpris end en enkelt behandling med fuld dosis. Timingen i starten af november er vigtig for at ramme midlernes optimale anvendelsestemperatur, samtidig med at markerne ofte endnu er farbare.

Så ikke raps på arealer med væselhale

Uden Kerb mister vi et vigtigt middel mod især væselhale og enårig rapgræs. Derfor bør du ikke have raps på arealer med væselhale. Her er pløjning og vårsæd en bedre løsning.

Et alternativ til Kerb er at anvende et clomazon-middel såsom Centium 36 CS før fremspiring. Midlet har cirka 80 procent effekt på enårig rapgræs, og effekten kan øges med cirka 10 procent ved at tilsætte Stomp CS. Efter fremspiring skal du ikke forvente mere end 60 procent effekt, hvis du bruger Agil, og den er lavere endnu ved brug af Focus Ultra. Derfor bliver det afgørende at få rapsen godt fra start, så afgrøden hurtigt kan konkurrere med ukrudtet.

Ingen resistens mod jern 

Der findes som bekendt ikke resistens mod jern. Som de kemiske værktøjer bliver færre, bliver mekanisk ukrudtsbekæmpelse igen interessant. Rækkesåning og radrensning kan derfor være en del af strategien, og en-to efterårskørsler med radrenseren kan give god effekt.

Jeg anbefaler dog ikke rækkeafstande over 50 cm. Ved større afstand står rapsen åbent for længe, hvilket især kan give enårig rapgræs bedre mulighed for at etablere sig. Forsøg viser samtidig, at rapsen ikke fuldt ud kan kompensere for den større rækkeafstand, så udbyttet vil typisk også blive lidt lavere.
 

Planter