Agri Farm Day sætter fokus på bæredygtighed
Bæredygtighed er årets tema, når Agri Nord og Mollerup Mølle inviterer til Agri Farm Day mandag den 14. juni på Christianshøj udenfor Aalborg.

Her ses nogle af folkene bag fagdagen Agri Farm Day på Christianshøj; chefkonsulent Flemming Floor (t.v.), forsøgsleder Knud Christensen, planteavlsassistent Marina Staun fra Agri Nord, salgsansvarlig i Nordjylland Tommy Pedersen fra Mollerup Mølle og teamleder Poul Madsen. Foto: Tenna Bang
Det er i høj grad hvede og raps, som hvert eneste år trækker flere hundrede mennesker til Christianshøj ved Aalborg til Agri Farm Day - en plantefaglig dag arrangeret af Mollerup Mølle og Agri Nord. De to afgrøder, hvede og raps, bliver der også gode muligheder for at se i år, med alt fra sortsforsøg, sprøjtestrategier og gødningsforsøg.
Årets tema er bæredygtighed, både biologisk og økonomisk. Noget, som der vil blive lagt vægt på gennem parcellerne, som også byder på byg, rug, triticale, kartofler og mere specielle proteinafgrøder som for eksempel linser og kikærter.
Hvedekamp
Ni virksomheder dyster, som noget nyt i år, om at gøde og sprøjte vinterhvede mest økonomisk optimalt.
Virksomhederne skal komme med deres egen løsninger, og allerede fra start har der været forskellige strategier.
- Alle har gødet til max på 195 kg N, men der er valgt forskellige strategier, og det har vi tydeligt kunne se i afgrøderne. Nogle har været mere lyse, men er dog ved at komme efter det nu, siger forsøgsleder Kurt Christensen fra Agri Nord.
Alle parceller er etableret ens med sorten Informer.
Foruden Agri Nord selv, Mollerup Mølle og Christianshøj, deltager også Bayer, BASF, Syngenta, Corteva Agriscience, FMC Cheminova og Adama.
Højeste DB vinder
Agri Farm Day håber med hvedekampen på at kunne inspirere de besøgende til at gøre det bedst og billigst.
- Det her handler igen om bæredygtighed. Om at kunne producere mange kg til lav pris. Det er økonomisk bæredygtighed, men vi ønsker også at sætte fokus på, hvor meget man belaster miljøet ved at producerer et kg korn, forklarer Poul Madsen, som er planteavlskonsulent og teamleder i planteavlsafdelingen ved Agri Nord. Han tror, at hvedekampen kommer til at byde på meget forskellige gødnings- og sprøjtestrategier.
- Vinderen er det hold med det højeste dækningsbidrag, siger han.
Proteinafgrøder i Danmark
Bæredygtighedstemaet fortsætter ned i proteinafgrøderne. Her kan man se alternativer til importeret protein. Der vil blandt andet være hestebønner, linser, ærter og kikærter.
Både linser og kikærter er nye for de fleste, og arrangørerne er godt tilfredse med, hvordan begge afgrøder er kommet fra start.
- Hvilke perspektiver, der er for landmændene i at dyrke linser og kikærter, er svært at sige endnu. Det lader til, at forbrugerne gerne vil have dem, og nu skal vi så have fundet ud af, om det er afgrøder, som er mulige at dyrke i Danmark og også få en ordentlig pris for, siger Poul Madsen, som sammenligner mulighederne med hestebønner, som også kom fra ingenting og til i dag at blive dyrket af mange.
Forsøg med kernestørrelse
Som noget nyt vil man i år kunne opleve et forsøg med kernestørrelse i udsæd af vinterhvede.
- Vi ved, at meget små kerner giver et ringere udbytte. Det viser tidligere forsøg. Nu er spørgsmålet så, om ekstra store kerner giver et højere udbytte i forhold til middel, siger Poul Madsen og fortæller, at der allerede nu er et firma, der laver udsæd i den kernestørrelse, kunderne ønsker.
Hos Mollerup Mølle kan det også sagtens blive en mulighed.
- Det kan vi sagtens, men det kræver, at kunderne vil betale for det, siger Tommy Pedersen, som er salgsansvarlig i Nordjylland for Mollerup Mølle.
- Og det er så det, vi skal se på, om kan betale sig. Er der mon en gevinst ved at bruge ekstra store kerner. Det bliver spændende, siger Poul Madsen.
Sortsforsøg
Sortsforsøgene er altid et trækplaster. I år måske specielt for at kigge på overvintringsevne i hvedesorterne.
- Vi har i år haft minus 15 grader og ingen sne. Nogle sorter er hårdt ramt. De vil selvfølgelig rette sig noget, men til Agri Farm Day vil der stadig være en synlig forskel, konstaterer Poul Madsen.
Medarrangør Mollerup Mølle kan ranke ryggen, for deres sorter, og blandt andet også dem fra Nordic Seed, ser ud til at have klaret vinteren til UG, mens sorter som Skyscraper, Lili, Rembrandt og Heerup har været hårdt ramt.
- Alle sorter kan blive udfordret, men på denne lokalitet, som er noget af et smørhul, er der i hvert fald alle muligheder for, at hveden klarer sig godt, siger Poul Madsen.
Følger svampe-udviklingen
I sortsforsøgene har det været et koldt forår uden mange skadedyr, men arrangørerne bag er spændte på, hvordan svampesygdommene udvikler sig.
- I vinterbyggen kigger vi efter rust og skoldplet, mens det i hvede er septoria. I raps er det især knoldbægersvampen, og mange har i år også valgt at sprøjte rapsen to gange for at sikre en god avl, siger Poul Madsen.
- Vi ved, at meget små kerner giver et ringere udbytte. Det viser tidligere forsøg. Nu er spørgsmålet så, om ekstra store kerner giver et højere udbytte i forhold til middel
Poul Madsen, teamleder, Agri Nord

Kikærter går direkte ind i årets tema om bæredygtighed, når Agri Farm Day viser proteinafgrøderne frem.

Også linser vil i år blive vist frem på Christianshøj.