Mange så på specialiserede såmaskiner til no-till
Over 200 deltagere til Agrovis årlige markdemonstration af en række kendte og nye fabrikater af såmaskiner til direkte såning.

Planteavlere studerer med stor interesse placeringen af hvedesåsæden efter en Horsch-såmaskine. Foto: Jørgen P. Jensen
Siden Agrovi lavede den første markdemo af såmaskiner til direkte såning, er der sket en stor udvikling inden for no-till.
Det kom tydeligt til udtryk, da Agrovi for nylig afviklede en såmaskinedemo med i alt 12 maskinsæt med forskellige fabrikanter af de nyeste såmaskintyper til direkte såning.
- Man kan tydeligt se, at fabrikanterne har taget den kraftige interesse for no-till til sig. Såmaskinerne er langt mere specialiserede og målrettede direkte såning i dag, fortæller chefkonsulent Hans Henrik Fredsted, Agrovi.
Over 200 deltagere
Han ser også klart den store interesse for no-till i de mange deltagere til demonstrationen, der blev afviklet med såning af vinterhvede i bygstub med snittet halm på Knudstrupgård syd for Sorø.
- Vi har over 200 tilmeldte deltagere til vores to demonstrationer - også med folk fra Jylland, oplyste Hans Henrik Fredsted.
- No-till er stadig forholdsvis nyt herhjemme og ukendt for en hel del. Den store udfordring er at få kernerne langt ned i en ens og præcis dybde uden at få blokeringer af halm eller stub, forklarede han.
No-till i kraftig vækst
Hans Henrik Fredsted er meget tilfreds med de 12 typer af såmaskiner, som de deltagende maskinhandlere har valgt at fremvise.
- Til vores demo for år tilbage sendte maskinhandlerne måske blot en combi-såmaskine, der ikke var specielt egnet til at så direkte i bygstub. Nu ser vi, at fabrikanterne og maskinhandlerne går seriøst ind i at vise specialiserede maskiner.
Ingen tvivl om at de nye klimakrav om at nedbringe CO2-udledningen fra landbruget også skærper interessen for direkte såning i stub uden jordbehandling.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at no-till bliver langt mere centralt i de kommende år, fastslår Hans Henrik Fredsted.
Såmaskinerne fik lov til at vise deres evner til at så i forholdsvis tør jord med meget og sejt plantemateriale i form af snitte halm, som ikke havde fået meget vand siden høst.
- Det her er ikke nemt at komme igennem for en såmaskine og skiller tydeligt maskinerne fra hinanden.
Kendte contra nye typer
Han peger især på såmaskinerne med tandskær, som ofte nemmere kommer ned under halmresterne end maskiner med skiveskær.
Foreløbig ser Hans Henrik Fredsted mest de store fabrikater, såsom Horsch Avatar, køre ude i praksis.
- Men der er flere nye fabrikater typisk fra England, som planteavlerne lige vil se an – for eksempel Horizon og Sly Boss. Ofte kan netop disse nye typer noget specielt og bliver opgraderet hele tiden.