DLG præsenterer ny gødningstype: Sænker behovet for mangansprøjtning
I samarbejde med Yara kan DLG nu præsentere en ny gødningstype, der sikrer svovlforsyningen, og som samtidig tilfører mangan til markerne på et tidligt stadie.

DLG præsenterer i samarbejde med Yara en ny gødningstype, der sikrer rettidig tildeling af mangan til markerne.
DLG kommer i år med en produktnyhed på gødningsmarkedet. Der er tale om YaraBela Promangan, som er en NS 24-7 med mangan fra Yara.
Gødningen udmærker sig ved at have et højt svovlindhold, og er derfor velegnet på ejendommen, hvor det kan være svært at opfylde afgrødens svovlbehov igennem andre gødningstyper. Det er for eksempel på ejendomme med meget husdyrgødning, hvor den nye gødning kan være med til at sikre tilstrækkelig svovlforsyning. Gødningen indeholder desuden 0,5 procent mangan, og kan derfor være med til at supplere manganbehovet i marken, hvor man ofte kan spare den første mangansprøjtning.
Mangan fra vækststart
- Ved at tildele mangan via gødningen, har planten mulighed for at optage det allerede fra vækststart. Så længe der er forsyning af mangan fra gødningen, og såfremt afgrøden kan optage det via rødderne, vil afgrøden være beskyttet mod manganmangel. Efterfølgende kan der suppleres med yderligere mangansprøjtninger løbende i sæsonen, siger Jesper Ulnitz, chefagronom hos Yara.
- Det kan være kritisk, hvis planten mangler mangan i de tidlige vækststadier, men det kan landmanden nu forebygge med det nye produkt, påpeger han.
Gødningen bør anvendes i det tidlige forår, for at få manganen tidligt ud.
Stort potentiale
Produktet består af nitrat og ammonium, som cirka fylder lige meget i produktet. Nitraten virker med det samme, imens ammonium er mere langsomt virkende.
- Vi ser et stort potentiale i den nye YaraBela Promangan, som et alternativ til en traditionel NS 27-4. Ved at tildele samme mængde kvælstof i en YaraBela Promangan fremfor en NS 27-4, tildeles der dobbelt så meget svovl, ligesom vi får fordelen ved at tildele mangan samtidig, siger Lars Olsen, seniorkonsulent i DLG.
Gødningen produceres af Yara og sælges gennem DLG.