Undgå at spare dig fattig i afgrødevalg og strategi
Sæt fokus på afgrødevalg, gør brug af jordprøver og hæv i jordbanken, hvis du har fosfor eller kali på kontoen. Sådan lyder rådet fra Sagro forud for forårsetableringen.
En kombination af voldsomt stigende kvælstofpriser og meget høje afregningspriser for korn har i særlig grad sat fokus på såvel afgrødevalg som gødningsstrategi.
- Det giver nogle spændende faglige udfordringer og diskussioner med kunderne, når markdriften skal optimeres, lyder det fra Sagro.
For nogle kan den første indskydelse være at spare på gødningen, særligt hvis man ikke har disponeret gødningen, inden priserne eksploderede, og hvis man ikke har organisk gødning til rådighed.
Men ifølge Sagro vil det i mange tilfælde være den forkerte vej at gå.
Driver man for eksempel et planteavlsbrug, som udelukkende baserer sig på handelsgødning, bør man vurdere mulighederne på baggrund af effekterne af afgrødevalg og forventede afregningspriser.
Vårbyg kontra ærter og hestebønner
Med dagspriser på fem kroner pr. kg for NPK 21-3-10 koster det 3.625 kroner pr. hektar at fuldgøde en vårbygmark på vandet sandjord.
Skifter man vårbyggen ud med ærter eller hestebønner, vil disse afgrøder kunne fuldgødes med blot 400 kg P-K 0-4-21. Med en pris på tre kroner pr. kg, svarer det til 1.200 kroner pr. hektar. Altså en gødningsbesparelse på 2.425 kroner pr. hektar.
De aktuelle priser på 155 kroner pr. hkg for foderbyg og 180 kroner pr. hkg for maltbyg vil give et resultat på henholdsvis 8.990 og 10.440 kroner pr. hektar ved et normudbytte på 58 hkg pr. hektar på vandet sandjord JB 1-4.
Fordele og ulemper
Vælger man ærter eller hestebønner med et udbytteniveau på 46 hkg pr. hektar til en forventet salgspris på henholdsvis 215 og 230 kroner pr. hkg, giver det en salgsværdi på henholdsvis 9.890 og 10.580 kroner pr. hektar. Dertil skal man så lægge besparelsen på 2.425 kroner pr. hektar til gødning.
Rådgiverne hos Sagro gør opmærksom på, at det selvfølgelig skal tages i betragtning, at udsæds-, planteværns- og maskinomkostninger er lidt højere for bælgplanterne. De støder også på bekymringer om sen høst af hestebønner og de tørreomkostninger, det kan føre med sig.
- Det er vigtigt at huske, at bælgsæden også giver andre muligheder for at bekæmpe græsukrudt, og så må man forvente en forfrugtsværdi på op mod fem hkg pr. hektar, hvis hestebønnerne efterfølges af hvede, lyder det fra det jyske rådgivningsfirma.

Sagro har opgjort afgrødeværdi for en række vårafgrøder efter gødningsomkostninger baseret på aktuelle priser. Kilde: Sagro
Gylle er guld
På husdyrbrug med gylle til harmonigrænsen, og hvor fosfor- og kaliumbehovet til korn dækkes med nedfældet gylle, står man i en helt anden og mere gunstig situation.
Her vil man med fordel kunne etablere sin vårbyg samtidig med placering af 100 kg NS 26-14 pr. hektar til cirka fem kroner pr. kg, hvilket i sig selv giver et merudbytte på en til tre hkg pr. hektar i placeringseffekt. Samtidig opfyldes svovlbehovet, og gødningens forsurende effekt minimerer risikoen for manganmangel.
Tager man udgangspunkt i at dække det resterende kvælstofbehov med slagtesvinegylle, skal der regnes med cirka 750 kroner pr. hektar til nedfældning af 35 tons. Det giver en samlet gødningsomkostning på i alt 1.250 kroner pr. hektar.
Sammenlignet med fuldgødskning med handelsgødning kan der altså spares 2.775 kroner pr. hektar ved at anvende gylle. Det giver gyllen en gødningsværdi på 68 kroner pr. ton. Med de nuværende gødningspriser er gylle altså stadig guld.
Hæv i jordbanken
Sagro henviser til tidligere landsforsøg, som viser, at især den første del af behovet for henholdsvis fosfor og kalium bør dækkes for at sikre udbyttet.
Det betyder, at der er mulighed for at spare lidt på tilførslen, hvis nyere jordprøver viser, at fosfor- og kalitallet er på et normalt niveau.
- Med de nuværende afregningspriser må det simpelthen ikke være noget så simpelt som kalkmangel, der reducerer udbyttet og dermed indtjeningen.
- Er jordprøverne faldet for aldersgrænsen på fire til fem år, så få bestilt nogle nye og brug dem aktivt. Det kan endnu nås inden sæsonstart, understreger Sagro.