Aarhus Universitet flytter planteforsøg til Djursland
Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet, som står for forskning og dyrkningsforsøg inden for frugt, bær og grøntsager, flytter nu sine forsøgsarealer tættere på sin kerne.
Instituttet har i de senere år samlet sine forskningsaktiviteter i Agro Food Park i Skejby og får nu også arealer til dyrkningsforsøg i nærheden af instituttet som en del af universitetets strategiske satsning på plantebaserede fødevarer.
Tidligere er disse forsøg blevet udført i Årslev på Fyn. Nu ligger de i stedet på Djursland med det officielle navn AU-Auning.
- Med samlingen i Skejby har Aarhus Universitet ønsket at styrke forskningsmiljøet inden for fødevarer og samtidig intensivere samarbejde med de mange fødevarevirksomheder og rådgivere inden for landbrug og fødevarer i og omkring det unikke fødevare-økosystem i Agro Food Park i Skejby, siger institutets leder, Michelle Williams.