Nye regler for jorddække fra 2023
Fra 2023 kommer der nyt krav om jorddække som led i den kommende landbrugsreform. Kravet gælder på bedrifter med omdriftsarealer og arealer med permanente afgrøder.

Der stilles fra 2023 krav om jorddække. Der stilles ikke krav til typen af jorddække, som kan opfylde kravet. Jorddækket kan for eksempel være vintersæd, efterafgrøder, brak, lavskov, stub, planterester eller spildkorn.
Fra 2023 kommer et nyt krav om jorddække. Kravet indgår i de kommende regler om konditionalitet og hedder GLM 6. Kravet skal forebygge bar jord i udsatte perioder i efteråret og om vinteren, hvor der er størst risiko for jorderosion og tab af organisk materiale og næringsstoffer fra jorden.
Du skal sikre, at der er jorddække i tre fastlagte perioder efter høst på dine omdriftsarealer og arealer med permanente afgrøder. Arealer med omdriftsgræs og permanent græs er ikke omfattet af kravet.
Du kan selv vælge jorddække
Der stilles ikke krav til typen af jorddække, som kan opfylde kravet. Jorddækket kan for eksempel være vintersæd, efterafgrøder, brak, lavskov, stub, planterester eller spildkorn.
Du må gerne jordbearbejde
I perioder med krav om jorddække må du til enhver tid omlægge til en anden afgrøde, da GLM 6-kravet ikke forhindrer jordbearbejdning i sig selv. Du skal blot være opmærksom på, at du skal udså et nyt plantedække senest fire uger efter jordbearbejdningen.
Hvem er omfattet af kravet, og hvem er undtaget?
Kravet gælder som udgangspunkt for alle landbrugere, men planteskoler og arealer, hvor der er høstet kartofler det seneste år, er helt undtaget fra kravet. Har du økologiske arealer, må du godt jordbearbejde og undlade at etablere nyt plantedække, hvis der er behov for at bekæmpe rod- eller frøukrudt.