Slipper for bøde efter anklage om overgødskning: - Jeg er lykkelig for sagens udgang
Mælkeproducenten Kim Skou Rasmussen fra Egeby nord for Otterup slipper for bøde og KO-træk, efter at han for nylig blev frifundet i en retssag om påstået overgødskning. - Jeg er lykkelig for sagens udgang, siger han.

- Det her er en lille, men meget vigtig sejr i et stort system, siger mælkeproducenten Kim Skou Rasmussen fra Egeby nord for Otterup. Fotos: KHL
Den nordfynske mælkeproducent Kim Skou Rasmussen stod til både KO-træk og en bøde på 40.000 kroner, da Landbrugsstyrelsen anklagede ham for overgødskning, efter at hans planteavlskonsulent glemte at indsende et skema med indberetning om efterafgrøder med tilhørende gødningskvote.
Nu slipper han imidlertid for straffen, efter at han for nylig blev frifundet i byretten, oplyser hans landbrugsforening KHL, som førte sagen for landmanden i byretten i samarbejde med Advokatkontoret KHL.
Kim Skou Rasmussen hæfter sig ved, at en sag som denne har personlige omkostninger.
- Jeg er taknemlig for, at KHL valgte at hjælpe mig, for jeg kender andre landmænd, som uden kamp har overgivet sig til Landbrugsstyrelsen i sager om overgødskning, fordi deres rådgivere vurderede, at sagen ville være tabt på forhånd. Det her er en lille, men meget vigtig sejr i et stort system, siger mælkeproducenten, og fortsætter:
- En ting er bødestraffen, en anden, at jeg som beboer og mælkeproducent, der trods alt »fylder« i lokalområdet, risikerede at blive stemplet som kriminel. Det havde jeg ikke brug for, og jeg er lykkelig for sagens udgang.
KHL-direktør: - Det nytter
Ifølge Niels Peter Madsen, der er direktør i Kolding Herreds Landbrugsforening, understreger omkring dommen, at det nytter at tage kampen op mod »systemet«.
- Vores sag viser, at Landbrugsstyrelsen åbenbart godt kan anklage en landmand for overgødskning, som ikke har fundet sted. Det svarer til at dømme en person for mord, selv om ingen er død. KHL tog handsken op og førte i samarbejde med Advokatkontoret KHL ApS sagen i byretten. Der var en fejl i gødningsregnskabet, og i praksis var der ikke overgødsket. Det ville Landbrugsstyrelsen ikke forholde sig til, men det gjorde dommeren til gengæld, siger Niels Peter Madsen, og tilføjer:
- Vi har på landmandens vegne fået en exceptionel og meget sjælden sejr for den lille mand mod det store system.
En god sag
Helt fra begyndelsen mente man i landbrugsforeningen i samråd med Kim Skou Rasmussen, at det var værd at tage kampen op mod Landbrugsstyrelsen.
- Vi tænkte, at »det skal være løgn«. Med baggrund i konsulentens og KHLs advokats vurdering havde vi en god sag, som vi valgte at føre for Kim Skou Rasmussen i byretten – til trods for, at der fra anden side lød, at det ville være håbløst at sætte sig op mod Landbrugsstyrelsen. Det havde kun ganske få haft held med tidligere, fortæller Niels Peter Madsen.
Han fortæller videre, at Kim Skou Rasmussens kvittering for rensning af majs og såning af efterafgrøde var blandt det dokumentationsmateriale, som indgik i rettens begrundelse og afgørelse.
Ikke uagtsom nok
I domsafgørelsen lød det:
»Tiltalte har ved at henholde sig til landbrugskonsulentens beregning ikke udvist en sådan uagtsomhed, at han kan straffes for overtrædelse af de i anklageskriftet anførte bestemmelser og frifindes derfor i den rejste tiltale«.
Der blev søgt om tilladelse til at anke sagen til Landsretten, men ansøgningen blev afslået af Procesbevillingsnævnet 8. marts i år, oplyser landbrugsforeningen.
Sagen kort
Mælkeproducent og medlem af KHL, Kim Skou Rasmussen, Engholmgaard på Nordfyn, fik udtaget gødningsregnskabet 2017/18 til kontrol i Landbrugsstyrelsen.
Han blev efterfølgende anklaget for overgødskning. Det viste sig, at hans planteavlskonsulent havde glemt at indsende et skema med indberetning om efterafgrøder med tilhørende gødningskvote inden for fristen.
Når fristen er overskredet, kan konsulenten ikke foretage indberetning, og når der ikke er indberettet efterafgrøder, tæller de ikke med i gødningsregnskabet, og landmanden får fradrag i sin kvælstofkvote.
Kim Skou Rasmussen blev politianmeldt for overgødskning, og der blev nedlagt påstand om bødestraf på 40.000 kroner plus efterfølgende krydsoverensstemmelses-træk på 3 procent af den fulde EU-støtte.
Ovenstående oplysninger stammer fra KHL.
