Novo Nordisk Fonden afsætter 60 millioner til udvikling af bælgplanter

Markforsøg med hestebønner - bælgplanten, som forskerne har fået 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at optimere som fødevareafgrøde. Foto: Marcela Mendoza Suárez
Novo Nordisk Fonden har nu støttet N2Crop-centeret for bælgplanteinnovation med 60 millioner kroner for at sætte fart på optimeringen af bælgplanter som fødevareafgrøder.
Langt de fleste kornafgrøder dyrkes i renbestand med kunstgødning for at opnå høje udbytter og effektivt høst. Ulempen er den energikrævende produktion af kunstgødning og risikoen for alvorlige angreb af skadedyr og sygdomme, der kræver kemisk bekæmpelse.
Derimod har samdyrkningssystemer med succes udnyttet bælgplanters kvælstoffiksering, for eksempel i flerårige kløver-græsmarker, der er mere biodiverse og giver robust resistens mod sygdom og skadedyr. Biomassen og proteinet, der produceres i de dyrkningssystemer, er dog ikke egnet til fødevarebrug uden komplekse forarbejdningsmetoder, som stadig er ved at blive udviklet.
Potentialet for reduceret brug af kvælstofgødning og pesticider er stærke argumenter for udvikling af bælgplantebaseret samdyrkning af fødevareafgrøder som for eksempel hestebønner og korn. Udfordringen er, at samdyrkning i øjeblikket generelt ikke er økonomisk konkurrencedygtigt sammenlignet med korn dyrket i renbestand.
- Vi er meget begejstrede for at kunne bringe mange forskellige kompetencer i spil i N2Crop for at tackle en helt central udfordring i fremtidens fødevareproduktion og ser frem til at bredt samarbejde om bælgplanteinnovation med alle interesserede, udtaler centerleder Stig U. Andersen.