Landmand Lars Andersen fra Enggaarden ved Haslev er færdig med årets frøhøst.

Og årets sæson bliver en, der ikke går i glemmebogen foreløbig.

Den har nemlig været den mest besværlige, han har oplevet. Først den kolde maj, så den tørre juni og så den våde juli.

- Jeg kan ikke huske, at det har været så besværligt nogle andre år, og jeg har dyrket frøavl i mere end 20 år, siger Lars Andersen.

Det har været tørt andre år, men slet ikke i en lige så besværlig grad som i år, ifølge Lars Andersen, og det ustadige vejr fra etablering til høst har besværliggjort hele processen.

- Vores rødsvingel fik en svær start i maj, fordi der kom frost, da vi var ved at vækstregulere, og som kom tørken derefter. Vi har kun vækstreguleret under halvdelen af, hvad vi plejer, beretter Lars Andersen.

Vores rødsvingel fik en svær start i maj, fordi der kom frost, da vi var ved at vækstregulere, og som kom tørken derefter. Vi har kun vækstreguleret under halvdelen af, hvad vi plejer

Lars Andersen

Bedre end forventet

Men til trods for en besværlig frøsæson, står Lars Andersen nu med et resultat fra årets høst, der dog er bedre end forventet.

- På et tidspunkt midt i det hele frygtede jeg, at det endelige resultat ville blive meget slemt, men det er heldigvis blevet bedre end først antaget, siger Lars Andersen og fortsætter:

- Vi har selvfølgelig ikke fået gjort det hele op endnu, og der er jo en del rensesvind, men ud fra bunkerne at se, ser det fornuftigt ud.

På Enggaarden startede de med at høste rødsvingel omkring 1. juli, da det var godt vejr, og både høsten og udbyttet derfra er gået gnidningsfrit med et middeludbytte.

- Det var først, da vi begyndte at høste rajgræsset og strandsvingel, at vejret begyndte at drille, og det tog rigtig lang tid. Og det er også her, at vi ser, hvordan tørken i vækstsæsonen har spillet ind på resultatet, forklarer Lars Andersen.

Valg af arter op til revision

Når Lars Andersen ser tilbage på vækstsæsonen i frøavlen og den minimerede vækstregulering, er der dog ikke noget, han ville have gjort anderledes.

- Jeg kunne jo godt være i tvivl, da jeg stod midt i det og begyndte at minimere vækstreguleringen, men nogle gange må man jo satse, og når jeg ser tilbage nu, synes jeg ikke, at der var noget, jeg kunne have gjort anderledes.

Dog vil Lars Andersen bruge vinteren på at tænke over, hvorvidt han skal begynde at reagere lidt mere på klimaforandringerne og tage sine valg af arter op til revision.

- Ekstremerne kommer jo tættere og tættere på, og det ustadig vejr og de enorme forskelle bliver jo meget tydelige. Det kan vi alle sammen mærke, og det bliver vi også nødt til at agere på, siger Lars Andersen.

Ekstremerne kommer jo tættere og tættere på, og det ustadig vejr og de enorme forskelle bliver jo meget tydelige. Det kan vi alle sammen mærke, og det bliver vi også nødt til at agere på

Lars Andersen

- Derfor, tilføjer han, vil jeg også bruge vinteren på at overveje at finde nogle afgrøder, der kan tåle de store variationer bedre. Og måske ikke have så mange højværdiafgrøder.