Maskinstation på Lolland: Kører 200.000 tons roer på få uger
- Yderligere skal vi nu køre svenske roer, der dagligt kommer ind med cirka 3.000 tons med skib, fortæller Kristoffer Rasmussen, som har 25 mand i gang med roerne.

Maskinstationsejer Kristoffer Rasmussen har her overtaget rattet i én af sine i alt syv lastbiler med anhænger, som i disse dage er i fuld gang med at køre sukkerroer fra avlerne til Nakskov sukkerfabrik. Foto: Jørgen P. Jensen
Optagning af sukkerroer til de to fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster kom lidt sent i gang i september i år.
- Samtidig har der været en del teknisk nedbrud på fabrikken. Så ved starten af november var vi omkring 300 hektar roer bagud i forhold til planen, fortæller Kristoffer Rasmussen, der ejer Halsted Maskinstation på Vestlolland, mens han kører i én af sine i alt syv lastbiler på vej med endnu et læs roer til fabrikken i Nakskov.
Så kom der en masse regn i starten af november, som yderligere forsinkede optagningen – især af roer, der skulle lægges i kule til senere levering.
Pludselig skiftede vejret til hård frost og sne, der flere steder stoppede helt for optagningen.
- Alligevel lykkedes det os at holde alle vores tre Grimme-optagere i gang. Og nu er alle roemarker her på Vestlolland regenereret fra frosten, så vi fra i morgen igen kan sætte fuld kapacitet på optagningen og leveringen.

Nu også svenske roer
Lastbilen er nu nået ind på Nakskov sukkerfabrik med de store, åbne grave, hvor roerne skal tippes ned i.
- Jeg lukker lige siden op, siger Kristoffer Rasmussen og springer ud af lastbilen.
Halsted Maskinstation har fået opgaven at køre områdets sukkerroer ind på fabrikken, så der er fuld gang i alle syv lastbiler.
- Desuden skal vi yderligere køre svenske roer, der her fra onsdag dagligt kommer ind med cirka 3.000 tons med skib. Der er sket en eksplosion på den svenske fabrik, så den er midlertidigt lukket ned.
På under et minut har Kristoffer Rasmussen læsset roerne af og suser med lastbilen tilbage mod havnepladsen i Nakskov efter flere svenske roer.

