Roekampagnen på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster er stoppet brat, da det ikke længere er muligt at få roer ind med en procesegnet kvalitet på grund af frostskadede roer.
En ganske alvorlig situation for især de sjællandske sukkerroedyrkere ser ud til at blive følgen af det usædvanligt kolde og landvarige vintervejr.
Lige nu ser flere sukkerroemarker, der endnu ikke har kunnet tages op, ud til at måtte opgives med roerne siddende i jorden.
- Vi har i denne uge besøgt mange marker, hvor roerne fortsat står i jorden, skriver Nordic Sugar til dyrkerne.
- Vi må desværre konstatere, at roerne i mange tilfælde er så skadede af frosten, at optagning ikke længere giver mening. Vi vil i den kommende tid sende en mail til dyrkere med roer i jorden, hvori vi bekræfter, at vi ikke forventer yderligere roeleverancer.
- Flere steder har frosten stoppet optagningen – men ikke her
Ikke procesegnede roer
Nordic Sugar har netop meldt ud, at kampagnen i Nykøbing Falster er blevet afsluttet.
- Efter at vi har kæmpet med roekvalitet og meget lavt sukkerudbytte i fabrikken, har Nordic Sugar besluttet at stoppe kampagnen i Nykøbing.
- Årsagen til stop af kampagnen i Nykøbing er, at vi til trods for en stor indsats med at sortere roer, ikke er lykkedes med at sikre en stabil leverance af roer med en procesegnet kvalitet. Dette skyldes, at en stor del af de leverede roer har været udsat for frost en eller to gange, lyder det fra sukkerfabrikken.
Kampagnestoppet i Nykøbing betyder, at de dyrkere, der har en planlagt leverance til Nykøbing vil blive flyttet til levering til Nakskov efter en revideret plan.
Kampagnen i Nakskov fortsætter, indtil der ikke længere kan skaffes roer af procesegnet kvalitet.
Meget alvorlig situation
Ifølge Brancheaftalen for 2023 er der en form for forsikringsdækning i visse tilfælde.
- Kort fortalt betyder det, at dyrkere er berettiget til kompensation for den del af roerne, der frasorteres i roekulen.
For at være berettiget skal roerne være optaget og lagret uden frostskader. Dette betyder i mange tilfælde, at optagning skal være sket før den 26. november.
- Vi kender ikke det nøjagtige antal hektar roer, der fortsat sidder i jorden – men nogen hektar er det. De mest frostskadede er i det sjællandske område, siger Troels Frandsen, formand for Danske Sukkerroedyrkere, og betegner situationen som meget alvorlig for de berørte dyrkere.
- Det er en helt ekstraordinær situation, som alene skyldes det ekstremt kolde vejr.
- Jeg er i tæt dialog med Nordic Sugar om situationen – flere gange om dagen, understreger han.
Tabene fra roemarkerne og roekulerne, der er alt for frostskadede, vil blive gjort op i de kommende uger.