Agri Farm Day sætter fokus på højværdiafgrøder
Temaet for årets Agri Farm Day, torsdag den 6. juni, er højværdiafgrøde. Og som noget nyt vil der i år være flere økologiske demonstrationer.

Agri Farm Day finder sted torsdag den 6. juni. Her ses noget af holdet bag; Marina Elisabeth Staun, planteavlsassistent ved Agri Nord, Tommy Pedersen, salgsansvarlig i Nordjylland for Mollerup Mølle, Kurt Christensen, forsøgsleder på Christianshøj, Karl Kudsk, produktansvarlig for Planter ved Mollerup Mølle, Mads Dueholm, planteavlskonsulent ved Agri Nord og Poul Madsen, teamleder for Planteavl ved Agri Nord.
Torsdag den 6. juni inviterer Agri Nord og Mollerup Mølle til Agri Farm Day på Christianshøj i Klarup, i år med fokus på højværdiafgrøder.
- Vi oplever en stigende interesse for højværdiafgrøder, hvor man stræber efter et højt dækningsbidrag, men hvor der også er en større risiko i forhold til korn, fortæller Poul Madsen, teamleder for Planteavl ved Agri Nord.
Af højværdiafgrøder, der kan opleves til Agri Farm Day kan nævnes kartofler, hestebønner, raps og roer. Herudover vil der også være forskellige kornafgrøder, hvor man blandt andet vil kunne se forsøg med at så vårhvede sent i efteråret, med det formål, at få en afgrøde, som er klar til høst tidligere.
Der vil også være kornparceller med sorts-, ukrudts- og gødningsforsøg.
Knowhow om kartofler
Årets tema er højværdiafgrøder og en af dem er stivelseskartofler. Her oplever man en stigende efterspørgsel, fordi man bliver dygtigere og dygtigere til at forædle stivelsen til alverdens fødevarer. Det har fået kartoffelmelsfabrikkerne til at udvide, hvilket har smittet af på de nordjyske landmænd, som i højere og højere grad vælger at dyrke kartofler.
- Det med at dyrke kartofler er stadig nyt for mange og derfor sætter vi fokus på knowhow og optimal dyrkning, forklarer Poul Madsen.
Smag toastede hestebønner
Selvom hestebønnerne for mange tørrede væk sidste år, er de igen med til Agri Farm Day fordi arrangørerne ser dem interessante på flere forskellige måder. Ikke alene når man snakker klima, miljø og CO2, men også i hele debatten om selvforsyning og lokalproduceret protein-foder.
Samtidig er det en højværdiafgrøde, som blandt andet er en rigtig god forfrugt til hvede.
Der vil også være smagsprøver på toastede hestebønner med et strejf af krydderier.
Raps og roer
I rapsparcellerne bliver der blandt andet fokus på sorter. Det gælder både linje- men også hybridsorter.
- Raps har en særlig kvalitet i forhold til fødevarer og bliver blandt andet også derfor mere og mere interessant, fortæller Poul Madsen.
I år er der roerne med i forsøgsparcellerne på Christianshøj.
- Roer er en interessant afgrøde. Både i forhold til foder, men også til biogas. Der kommer flere og flere avlere og de nye biogasanlæg vil rigtig gerne have roer, fortæller Tommy Pedersen, salgsansvarlig i Nordjylland for Mollerup Mølle.
Økologi for første gang
For første gang kan Agri Farm Day også præsentere en række interessante økologiske demonstrationer.
- Vi må bare sige, at vi får flere og flere økologer og samtidig er de økologiske parceller også ganske interessante for konventionelle landmand, som kan lære meget af at kigge på dem, fortæller Poul Madsen.
I de økologiske parceller vil der være fokus på alt fra ukrudtsstrigling til vårafgrøder som vårtriticale og vårrug. Men også en lidt mere speciel demonstration med tildeling af gips, for at se effekten, hvis det bliver lovligt til økologisk brug.
Maskin- og produktudstillere
Der bliver også rig mulighed for at sparke dæk, se på den nyeste teknologi og høre om det sidste nye når kemifirmaer, maskinhandlere, planteforædlere og gødningsproducenter står side om side, klar til at fremvise deres produkter og få en god snak med de besøgende.
Man kan også prøve kræfter med appen Farmtracking, høre om og se blomsterstriber og meget mere.
Agri Farm Day er fra klokken 15.00 til 21.00. Der vil være guidet rundvisninger fra klokken 15.00 til 19.00. En rundvisning hele vejen rundt varer cirka to timer.