Gradueret sprøjtning fra 100 og helt ned til 0 procent
Marksprøjter kan i øjeblikket kun graduere +/- 25 procent og derfor aldrig lukke helt. Men ved både at indlæse et almindeligt tildelingskort og et tænd/sluk-kort i terminalen kan en sprøjte lukke helt, oplyser Seges.

På dronebilledet fra marken ved Støvring kan felterne fra on/off-kortet ses cirka tre uger efter vækstregulering i vinterraps. Det lille kort til venstre viser markens on/off-kort. Kilde: Seges
Endnu får man ikke den fulde fordel af arbejdet med præcisionssprøjtning via gradueret tildeling, da marksprøjterne i dag kun kan graduere indenfor +/- 25 procent.
Derfor er der i årets vækstsæson gennemført en forsøgsrække med kombination af indlæsning af et tildelingskort og et såkaldt on/off-kort. Det skal muliggøre, at sprøjten i områder, hvor der slet ikke skal sprøjtes, lukker helt for dysserne.
Forsøgene er foregået på fire vinterrapsmarker beliggende ved henholdsvis Støvring og Gedved. Begge bedrifter har en TopCon-terminal til at styre sprøjten. I alle marker skulle der vækstreguleres i slutningen af september.
Lukke helt for dysserne
De anvendte sprøjter er en MGM-trailersprøjte, der for 20.000 kroner er blevet opgraderet til præcisionsjordbrug og en selvkørende Amazone Pantera 4502.
Seges har udarbejdet de graduerede VRA-tildelingskort til vækstregulering på baggrund af biomassen fra seneste satellitbillede i CropSAT.
Derudover laves også et on/off-kort til hver mark. Dette kort styrer de enkelte bomsektioner, så når en bomsektion kommer indenfor et »off«-område på kortet, lukker dyserne i denne bomsektion. On/off-kortet er lavet kunstigt for også at teste, om sprøjten kan lukke ned på selv små områder. Pixelstørrelsen på tildelingskortene er 20x20 meter.
Gevinst
Ved at indlæse de to kort kan sprøjten nu graduere op og ned +/- 25 procent og samtidig lukke helt ned for en eller flere bomsektioner. Herved fås både en større økonomisk og en miljømæssig gevinst.
Det lykkedes at tildele vækstregulering med begge kort indlæst i TopCon-terminalerne på alle fire marker.
- Der var lidt problemer med indlæsningen på den terminal, der var monteret i Amazone Pantera-sprøjten. Terminalens software blev opdateret af Thorsen-Teknik, og derefter kørte det korrekt. Kortene skal indlæses på en sådan måde, at terminalen forstår, at det ene er et gradueret kort og det andet er en markgrænse, fortæller man fra Seges.
Samlæse to kort
Ud fra sommerens forsøg konkluderer Seges, at det er muligt ved hjælp af to tildelingskort at graduere +/- 25 procent og styre dyserne på bomsektionen i samme arbejdsgang.
Det er imidlertid ikke muligt at lave et kombinationskort ud fra VRA- og on/off- kortene, som TopCon-terminalerne kan læse.
- Samtidig kunne der ses en meget fin overensstemmelse mellem den planlagte mængde og den tilførte mængde vækstregulering på positionen, slutter Seges.