Nu har forskere fra Aarhus Universitet fundet en metode, der kan gøre almindelige orange gulerødder sorte, hvorfra man kan udvinde farvestoffer til fødevarer. Det skaber nye muligheder indenfor produktion af naturlige farvestoffer til fødevareindustrien som erstatning for de udskældte syntetiske farvestoffer.

I modsætning til sorte gulerødder, kan almindelige orange gulerødder dyrkes i store mængder, og de er meget mere resistente. Derfor fandt forskerne det relevant at se nærmere på, hvorfor den almindelige gulerod er orange og ikke sort eller lilla som sine forfædre. 

- Oprindeligt var gulerødder ikke orange eller lyse, som vi kender dem i dag, de var lilla eller sorte. På et tidspunkt i løbet af en selekteringsproces har de mistet evnen til at producere anthocyaniner, og derfor har de mistet den lilla farve. Vi var interesserede i at undersøge, hvordan det var sket, og hvorvidt orange gulerødder stadig har mekanikken til at producere farvestoffet liggende latent i sig, fortæller professor Henrik Brinch-Pedersen fra Institut for Agroøkologi. 

Ved hjælp af lilla spisegulerødder, der som oftest er lilla udenpå men orange indeni, kunne forskerne identificere de forskellige gener, der fandtes i den lilla del, men manglede i den orange. 

Forskerne har ganske enkelt fundet frem til en metode, der kan aktivere anthocyanin syntesen, så den orange gulerod kan blive sort. På den måde vil det være muligt at dyrke sorte gulerødder med de orange gulerødders høje udbytte og resistens til produktion af naturlige farvestoffer til fødevareindustrien. 

Metoden er efterfølgende blevet patenteret i samarbejde med Christian Hansen Holding A/S. 

Planter