Gennemgå materialet nøje, inden du byder ind.

Sådan lyder opfordringen fra formanden for Østlige Øers Halmleverandører Karl Johan Thomasen fra Trælløse nord for Næstved i forbindelse med, at forsyningsselskaberne i Vordingborg, Slagelse/Korsør, Ringsted, Haslev og Store Merløse i fællesskab har indbudt til licitation på levering af halm til værkerne.

- Vi har nu haft mulighed for at vurdere på udbudsmaterialet på den fælles licitation med frist for at byde ind senest mandag den 21. januar. Derfor opfordrer vi alle halmproducenter til nøje at gennemgå materialet, inden man byder ind, fortæller Karl Johan Thomasen.

 

Efterlyser regulering for tørstof

I den forbindelse peger formanden på, at man specielt skal være opmærksom på, at de sjællandske kraftværker ikke regulerer på halm under 13 procent vand, hvilket godt kan betyde en del i år, hvor stort set al halm er under 13 procent og derved ikke reguleres for ekstra tørstof.

- Tilsvarende skal man være opmærksom på, at i de år, hvor vandindholdet er over 13 procent, gives der to procent fradrag fra 13 til 17, og fire procent fradrag ved over 17 procent vand, oplyser Karl Johan Thomasen, der ønsker medlemmerne af Østlige Øers Halmleverandører velkommen til at byde ind med halm.

- Jeg erkender, det kan være svært at byde ind med noget, som endnu ikke er høstet, nogle steder er kernerne end ikke lagt i jorden, men der plejer at være rigeligt med halm til rådighed. Vi opfordrer derfor til, at man byder ind med al den halm, man har, for vi skal også som leverandører være seriøse samarbejdspartnere.

 

Møde om kontrakter

Karl Johan Thomasen siger, at man fra Danske Halmleverandørers side har et ønske om at få en regulering på alle kontrakter på samme måde, som man allerede nu har med Ørsted.

- Vi synes, at den form for kontrakt, som Ørsted har med sine leverandører, er rigtig god og noget af det bedste, vi har. Derfor har vi nu også indbudt de sjællandske kraftværker til et møde om en mere ensartet form for kontrakt, ligesom vi i vores hovedorganisation, Danske Halmleverandører, ønsker et møde med værkernes hovedorganisation, Dansk Fjernvarme, for at arbejde hen mod en ensretning af kontrakterne.

- Vi ser gerne, at man har så ensrettede kontrakter som muligt, vel vidende at værkerne hidtil har benyttet sig af forskellige kontrakter, siger Karl Johan Thomasen og tilføjer afsluttende:

- Kan vi få Dansk Fjernvarme til at nikke ja til en bestemt form for kontrakt, er vi nået et godt stykke på vej.

Planter