Kend dine samlede fremstillingsudgifter for hver enkelt afgrøde
LandboThy har udviklet et nyt beregningskoncept til at nå frem til de præcise fremstillingsomkostninger. – Nye traktorer og maskiner kan give en masse data. Nu er udfordringen at fordele og handle på disse, lyder det fra LandboThy.

Virksomhedsrådgiver Thomas Sandal Hansen, LandboThy, viste i går på Plantekongressen en ny og mere nøjagtig beregning af fremstillingsomkostningerne for hver enkelt afgrøde og mark. Fotos: Jørgen P. Jensen
Hvad koster det reelt for den enkelte planteavler at fremstille sine afgrøder? Det har siden tidernes morgen været en udfordring at opgøre korrekt.
På onsdagens Plantekonference gennemgik Thomas Sandal Hansen, virksomhedsrådgiver hos LandboThy, deres seneste bud på beregning af fremstillingsomkostninger på salgsafgrøder og ikke mindst de maskinomkostninger, der er forbundet hermed.
- I LandboThy kalder vi vores nye beregningskoncept for Et Spadestik Dybere. Når vi ikke bare kalder det beregning af fremstillingsomkostninger, skyldes det, at vi kobler rådgivningsmøder på, fortæller Thomas Hansen.
- Vores erfaring er nemlig, at det er lige så vigtigt at få omsat beregningerne til noget handling.
Maskintimer pr. mark
Konceptet blev startet af LandboThy i 2016 med beregning af fremstillingspriser på grovfoder.
- Det har vi nu udvidet til også at omfatte salgsafgrøder og har foreløbig 15 landmænd, der får denne type rådgivning.
Til at beregne en fremstillingspris skal der naturligvis haves et udbytte og nogle stykomkostninger.
- Men langt det sværeste er faktisk at fastsætte antallet af maskintimer, som skal indgå i maskinomkostningerne pr. afgrøde og mark. Hertil skal lægges værditab på maskinsæt og udgifter til vedligeholdelse, der hos os i Ø90 nu bliver konteret på maskinniveau.
- Vores erfaring er, at de fleste lægger for mange maskintimer som omkostning på marken og for få i stalden.
Tilsvarende fordeles på afgrødeniveau blandt andet forsikring, brændstof og ikke mindst løn til ejer.
Fokus på fordeling
Maskinanalysen kan i sig selv være informativ om omkostningerne ved at dyrke afgrøderne og til at sammenligne alternativt brug af maskinstation.
- Man kan også vurdere økonomien ved alternativt at gå ind i et maskinfællesskab.
Økonomisk slår det rigtig hårdt, hvis man ikke får brugt sine nye maskiner nok.
- Værditabet på nye maskiner er ofte en stor post. Vi ser ofte, at for eksempel en dyr sprøjte, der står og ikke bliver brugt nok, koster alt for meget, understreger Thomas Hansen.
De nuværende og ikke mindst fremtidige traktorer og maskiner kan give et hav af oplysninger.
- Vi skal derfor have større fokus på at fordele de registrerede omkostninger bedre netop til at beregne de reelle fremstillingsomkostninger på hver enkelt afgrøde eller mark, konkluderer Thomas Hansen ved at vise en samlet omkostningsopgørelse for hver afgrøde for en nordjysk landmand.