For at optimere økonomien i økologisk planteproduktion skal der tænkes i andre afgrøder og for eksempel satses mere på konsummarkedet, lyder buddet fra Patriotisk Selskab.
- Der er et stort forretningspotentiale i økologiske konsumafgrøder såsom grynhavre til det danske marked, påpeger økologisk koordinator Lars Lyholm Johansen, Patriotisk Selskab.
Det økologiske marked for planteprodukter har ændret sig, og priserne på nogle produkter er faldet, for eksempel på økologisk foderkorn. Det skal man dog ikke lade sig slå ud af, mener Lars Lyholm Johansen.
- Det betyder ikke, at økologisk planteavl er blevet en dårlig forretning, eller at man skal droppe økologien – Landbrug og Fødevarer har jo netop offentliggjort, at økologi fortsat er populært hos de danske forbrugere, og at mere end 95 procent køber økologiske fødevarer i større eller mindre omfang. Vi skal til at tænke i dyrkning af andre afgrøder, for at optimere det økonomiske udbytte i planteavlen. For eksempel kan man overveje at satse mere på konsummarkedet, lyder det fra den økologiske koordinator.
Stort potentiale
- Der er et stort forretningspotentiale her. Blot for at tage et eksempel: Økologiske havregryn. Over halvdelen af den havre, der anvendes til de økologiske havregryn, som sælges i Danmark, er udenlandsk. Herudover er der forretningspotentiale i brødkorn, sukkerroer med mere.
Et ændret afgrødevalg kræver også en ændret dyrkningsstrategi.
- Det kræver selvfølgelig, at man sætter sig ind i, hvordan man producerer, og vigtigst, hvad den økonomiske gevinst er. Derfor holder Patriotisk Selskab – i samarbejde med Fonden for Økologisk Landbrug og Seges Økologi Innovation et møde for økologer under titlen »Øko-nomi i dine afgrøder«. Her kan man høre om, hvad man skal være opmærksom på i den kommende sæson og blive inspireret til, hvilke afgrøder man kan overveje at dyrke. Der vil blandt andet være indlæg om nye afgrøder og dyrkningsmåder, jordens frugtbarhed, økonomi og tips til den kommende sæson, lover Lars Lyholm Johansen.
hl