Miljøstyrelsen afviser at stoppe dispensationer for forbudte sprøjtemidler

Miljøstyrelsen har afvist miljøminister Magnus Heunickes opfordring til at stoppe med at udstede dispensationer for brug af EU-forbudte sprøjtemidler som asulam, skriver Gylle.dk i en pressemeddelelse.

Foreningen Gylle.dk gik sammen med en række andre grønne foreninger - Frie Bønder – Levende Land og Landsforeningen Praktisk Økologi - i begyndelsen af juni og stævnede Miljøstyrelsen for dets gentagne dispensationer til pesticider, der er forbudte i EU.

Ifølge mediet sker de fortsatte dispensationer på trods af, at miljøministeren den 22. juni i en kommentar til dagbladet Information udtalte:

»Vi skal væk fra at give dispensationer og i stedet få udviklet alternativer«.

Fem dage senere fastholdt Miljøstyrelsen dog sin praksis med dispensationer, idet kontorchef Jane Pedersen ifølge Gylle.dk mente, at »særlige omstændigheder´« kunne begrunde dispensationer fra EU-forbuddet.

Miljøstyrelsen har siden 1993 hvert år givet dispensation til anvendelse af asulam, og henviser til, at der ikke findes rimelige alternativer til bekæmpelse af visse ukrudtsarter.

Miljøministeren støttede i februar i år EU-kommissionens afvisning af en ansøgning om godkendelse af asulam, med begrundelsen at der ikke kunne dokumenteres en sikker anvendelse af stoffet. Alligevel fortsætter Miljøstyrelsen med at udstede dispensationer, hvilket skaber konflikt mellem ministerens politik og styrelsens praksis, mener Gylle.dk.

Læs også