Pas på forveksling af dunke
Desværre er opfindsomheden på kemidunke ikke så stor. Så risikoen for en forveksling en sen aftentime under lidt mørke forhold med påfyldning af kemi er til stede.
Det er ikke gjort let for nogen, når kemidunke med meget forskelligt indhold fuldstændig ligner hinanden.
Det påpeger Agrovi og viser tre ens gule dunke med blålige etiketter, hvor man i farten under en sen aftensprøjtning måske kan forveksle dunke med forskelligt indhold.
- En forveksling mellem Balaya og Dash vil højest resultere i noget irriterende ekstraarbejde. Men er det Focus Ultra, som blandt andet bruges til at bekæmpe spildkorn af vinterhvede i raps, der ryger i tankblandingen i stedet for Balaya, kan det få katastrofale konsekvenser, påpeger man fra Agrovi.
Forebyg forveksling
- I de perioder, hvor der er mange sprøjteopgaver, der skal løses, og hvor der arbejdes sent aften og tidlig morgen, så sørg for at stille kemien klar dagen i forvejen.
- Sørg også for at have et godt arbejdslys i kemirummet og der, hvor du fylder kemi på sprøjten, så du ikke får en kedelig overraskelse i marken.
Og naturligvis dobbelttjekke etiketter hver gang inden påfyldning.