Norske Dimensions Agri Technology er langt fremme med en ukrudtssensor, som monteret på sprøjten kan kende ukrudtsplanter fra korn og dermed pletsprøjte på sektionsniveau. Det giver besparelser på pesticider og op til ti procent højere udbytte.
- På en ejendom med 300 hektar vil vi typisk se en tilbagebetalingstid på den her teknologi på cirka to år, siger Kristian Kaurstad Morthen.
Han er administrerende direktør i det norske selskab Dimensions Agri Technology, som beskæftiger sig med præcisionssprøjtning. Deres produkt er den såkaldte DAT Ecopatch. En sensor med indbygget kunstig intelligens, som eftermonteres på sprøjtebommen. Én sensor for hver sektion.