Så nemt og billigt kan den gamle sprøjte også pletsprøjte
Det kræver kun, at ens traktor har en Isobus-terminal, og at ens marksprøjte er et Isobus-redskab. - Har man ingen af delene, så kan både traktor og redskab opgraderes via forskellige løsninger, påpeger Seges Innovation og fortæller hvordan.

Også ældre marksprøjter kan opgraderes til at kunne pletsprøjte. - Hvis hverken traktor eller sprøjte har noget udstyr, så ligger prisen på mellem 40.000-60.000 kroner, alt efter fabrikat, før den er klar til at kunne pletsprøjte, oplyser Seges Innovation. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen
Landmænd med marksprøjter af ældre dato, der ikke er spækket med den nyeste teknologi og gps-udstyr, kan sagtens komme i gang med at pletsprøjte.
Det påpeger Seges Innovation, efter at der har været afholdt flere demo-dage i årets løb med fokus på pletsprøjtning med lavteknologi.
Alt der kræves er, at ens traktor har en Isobus-terminal, og at ens marksprøjte er et Isobus-redskab. Har man ingen af delene tilgængeligt, så kan både traktor og redskab opgraderes via forskellige løsninger.
Prismæssigt afhænger det af, hvor meget eller hvor lidt udstyr traktor og sprøjte har i forvejen.
Hvis hverken traktor eller sprøjte har noget udstyr, så ligger prisen på mellem 40.000-60.000 kroner, alt efter fabrikat, før den er klar til at kunne pletsprøjte.
Godt signal
Pletsprøjtning er i øjeblikket et populært emne blandt landmænd og konsulenter, da undersøgelser viser, at det kan reducere brugen af plantebeskyttelsesmidler med mellem 30 og 90 procent, alt efter hvor stort ukrudtstrykket er i marken.
Denne besparelse er ikke kun en fordel for landmandens dækningsbidrag, men også et signal til omverdenen, at det tilstræbes kun at fokusere brugen af plantebeskyttelsesmidler til der, hvor det er nødvendigt.
Eftersom teknologien modnes og interessen for pletsprøjtning øges, har flere rådgivningscentre investeret i droner til at flyve over landmændenes marker. Samtidig har de sat ressourcer af til at implementere teknologien.
Flere rådgivningscentre har indgået aftaler med det tjekkiske firma Cultiwise, der omdanner dronebillederne til spotsprøjtningskort.
Første år problemfri
Når konsulenten har fløjet over marken med dronen, sender de billederne til Cultiwise og tilføjer, hvilket ukrudt de gerne vil spotte i hvilken afgrøde og hvilken traktorterminal, de har.
Dagen efter modtager de en fil, der er klar til at blive indlæst i terminalen. Der findes også andre udbydere af dronekortlægning af ukrudt.
I år har været det første år, hvor de har tilbudt denne service, og erfaringen har været, at det er gået stort set problemfrit. Det har givet dem modet til at fokusere mere på at få det tekniske til at fungere selv for ældre sprøjter.

Flere rådgivningscentre har indgået aftaler med det tjekkiske firma Cultiwise, der omdanner dronebillederne til spotsprøjtningskort. Disse indlæses i traktorens terminal.