31 pløjere holdt klar på hver deres traktor, da pløjeleder Peter Kofoed Hendriksen gav signal til, at sjællandsmesterskaberne i pløjning kunne sættes i gang.

Stævnet fandt sted hos Jens Eghøj, Eghøjgård ved Kirke Såby, hvor de fremmødte tilskuere kunne se pløjerne kæmpe inden for følgende kategorier: 1-furet veteran, flerfuret veteran, Classic, LU, og bugserplove. Der var en enkelt deltager med vendeplov.

Ved mesterskabet var der gensyn med den tidligere danmarksmester og VM-deltager, Hans Dam, der sin alder til trods, 44 år, stillede op i LU-klassen, hvor den »gamle« mesterpløjer da også hentede trofæet hjem – med 215 point og dermed sikker margin til nummer to i gruppen, Mathias Pedersen, der opnåede 202 point.  

Som far så søn

Hans Dams søn, 16-årige Christoffer Dam, der for tre uger siden blev udtaget til DM i pløjning, der foregår den 26. og 27. oktober i Børglum/Vrå i Vendsyssel, mødte også op ved weekendens stævne, der var arrangeret af den mangeårige veteranpløjer, Jens Peter Ridder.

Christoffer Dam stillede som den eneste op med vendeplov, og han leverede flot pløjning og brugte dermed sjællandsmesterskabet til at få pudset formen af inden danmarksmesterskabet.

De fremmødte havde også mulighed for at se eller gense fordoms tids stærkeste aktører, når det kom til pløjning: Hestene. En halv snes hestepløjere demonstrerede under stævnet, hvordan man pløjer med heste.

Læs mere i LandbrugØst i uge 40, der udkommer torsdag den 4. oktober, men allerede fra lørdag den 29. september kan ses på landbrugoest.dk.

 

Planter