Flagalleen var rejst, solen skinnede og den hyggelige og traditionsrige pløjedag trak igen i år deltagere helt fra Sjælland til Simmerbølle.
Der blev målt op og justeret ind med både hydraulik, håndsving og svensknøgle, da de perfekte furer skulle lægges i den langelandske muld i den sidste weekend i september.
Langelands Veteranpløjere, der i samarbejde med Dansk Veterantraktorklub står bag den traditionsrige pløjedag på Langeland, kan kun glæde sig over, at årets populære arrangement igen løb af stablen med succes.
- Alt gik perfekt, og vi var jo fantastisk heldige med vejret, lyder det efter det veloverståede arrangement fra foreningens formand, Niels Frovin Christensen, der tilføjer, at det nu kun er et spørgsmål om at få halet armene ned igen.
Veteran og classic
I alt 29 pløjere deltog ved dette års pløjedag, hvoraf de seks deltog i konkurrencepløjningen. Deltagerne var i år delt op i grupperne »veteran« og »classic«. Desuden deltog tre LU-pløjere uden for konkurrence for træningens skyld.
Langelandsmester blev igen i år Knud Elnegaard fra Gulstav, der med sin slæbeplov kørte under gruppen »veteran«, mens førstepladsen i gruppen »classic« gik til Uffe Mortensen, Skælskør.
Med lige mange point blev det ligeledes i gruppen »classic« til en delt tredjeplads til Per Jørgensen, Skælskør og Holger Stengaard, Aarup.
Flot arbejde
Knud Rabølle Knudsen, der stod for bedømmelsen af konkurrencepløjerne, havde generelt stor ros til de deltagende for et fantastisk flot stykke arbejde i den muld, som han stillede til rådighed for arrangementet. Samtidig glæder bestyrelsen sig over, at flere nye unge pløjere er med.
- Her er Rasmus Ellegaard Hindsgaul også et godt eksempel. Han trækker de unge herud, og det var guld værd, at han i år var med som hjælper, og gjorde en stor indsats for at de nye kom godt i gang, påpeger Niels Frovin Christensen.
Formanden fik da også solgt en plov til en af debutanterne på dagen.
- Vi hjælper jo gerne de unge i gang med at skaffe en plov, så de kan være med, ligesom vi hjælper dem med at finde de nødvendige stumper, påpeger han.
Traditionen tro deltog brødrene Ejner og Niels Peder Hansen naturligvis også med deres plove og fire heste. Desuden kunne Lions Club Langeland igen i år melde om et godt salg i plovkroen og et tilfredsstillende besøgstal på et sted mellem 300 og 400 gæster.