Viceformand i Landbrug & Fødevarer, bornholmeren Thor Gunnar Kofoed, tager det med knusende ro, at formanden for L&F Fjerkræ, Martin Hjorth Jensen, har meddelt, at han også stiller op som kandidat til viceformandsposten.
For nylig meddelte formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen fra Mariesminde ved Vejle, at han stiller sig til rådighed som kandidat til viceformandsposten i Landbrug & Fødevarer, når der skal være valg på delegeretmødet i november.
Det tager nuværende viceformand i Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed, med knusende ro.
- Vi er jo en organisation, hvor det står enhver frit for at stille op, siger den bornholmske landmand.
Han synes kun, det er godt, at der er et demokrati, hvor man kan stille op, hvis man vil noget med sin organisation. Men Martin Hjorts udmelding har ikke fået Thor Gunnar Kofoed til at overveje sit eget kandidatur. Ikke endnu i hvert fald.
- For lige nu er der så meget andet at se til, påpeger han.
Store dagsordener
- Jeg er jo også landmand, og lige nu er det høst, og vi skal så raps og alt sådan noget.
Desuden er det først og fremmest top of mind hos viceformanden at forberede sig på alle de landbrugspolitiske dagsordener, der er aktuelle det næste halve til hele år.
Han lægger ikke skjul på, at det er store dagsordener, der skal arbejdes på i den kommende tid, og hvor der er brug for al den ekspertise, der overhovedet kan »skrabes sammen«.
- Det er jo det, jeg arbejder med. De store politiske dagsordener er vigtigst, og det kommer derfor først, inden jeg kan begynde at tænke på mit kandidatur.
- Om jeg er klar til at ofre endnu to år med så meget tid hjemmefra, er slet ikke noget, jeg har brugt tid på at tænke på endnu.
Thor Gunnar Kofoed
Vigtig implementering
- Implementeringen af trepartsaftalen i Danmark er vigtig, men det handler bestemt ikke kun om den alene, for både vandplaner og landbrugsaftalen skal genforandres samtidig med, og endelig er der store dagsordener i EU, der skal arbejdes med, påpeger Thor Gunnar Kofoed, der ikke lægger fingrene imellem i forhold til, at der nok at se til.
- Jeg brænder for det hele, selvom det kræver meget tid hjemmefra, men om jeg er klar til at ofre endnu to år med så meget tid hjemmefra, er slet ikke noget, jeg har brugt tid på at tænke på endnu, lyder det fra viceformanden.