Politikere skød lokal grøn trepart i gang med gårdbesøg
De lokale grønne treparter bliver bedst i tæt dialog med landbruget, lyder det fra en gruppe lokale politikere fra det sydvestjyske område, der forleden var på gårdbesøg ved Bramming

Politikere og landbrug i dialog om lokal grøn trepart ved gårdbesøg forleden – fra venstre: Jesper Frost, (V), borgmester i Esbjerg Kommune, Carl Andersen, folketingsmedlem, (LA), Klaus Sandfeld, (V), byrådsmedlem samt folketingskandidat i Esbjerg Omegn og Jørn Kjær Madsen, som driver en af Danmarks største kvægbedrifter, Rønhave ApS, med base i Bramming. Pressefoto
Februar blev indledt med et gårdbesøg. Sådan var det i hvert fald for folketingsmedlem Carl Andersen (LA), Esbjergs borgmester Jesper Frost (V) og byrådsmedlem samt folketingskandidat i Esbjerg Omegn, Klaus Sandfeld (V).
Baggrunden for besøget var, at næste skridt i aftalen om Den Grønne Trepart netop er blevet implementeret i landets 98 kommuner, hvor de såkaldte »lokale treparter« nu er blevet nedsat.
De lokale treparter har den vigtige opgave at udføre det praktiske arbejde i forbindelse med kortlægning af den omfattende arealomlægning, som Den Grønne Trepart lægger op til: skovrejsning, udtagning af landbrugsjord til natur samt vurdering af, hvor der fremover bedst kan drives intensivt landbrug.
Bunden opgave med fornuft
Jørn Kjær Madsen, som driver en af Danmarks største kvægbedrifter, Rønhave ApS, med base i Bramming i Sydvestjylland, deltog også i mødet. Bedriften har omkring 3.800 malkekvæg og 70 ansatte fra hele verden.
Han har gennem sit engagement i blandt andet arbejdsgiverforeningen GLS-A og Arla deltaget i debatten om konsekvenserne og potentialerne i Den Grønne Trepart.
- For mig er det vigtigt at tale med de folk, som er helt ude i stalden og på marken, så vi politisk kan få vedtaget noget, der reelt kan blive til virkelighed. Ellers kan det hurtigt blive en teoretisk øvelse. Den grønne omstilling er en bunden opgave, men den bliver nok bedst, hvis den er dybt plantet i sydvestjysk snusfornuft, sagde Klaus Sandfeld (V), der er folketingskandidat for Venstre og også sidder i Esbjerg Byråd, i forbindelse med besøget.
Engageret generation
Jørn Kjær Madsen fortalte de tre politikere om, hvordan hans bedrift på 25 år er gået fra at være en lille enmandsvirksomhed med 30 malkekøer til at være en af de største fødevareproducerende virksomheder i Danmark, med 70 ansatte fra hele verden:
- Mine ansatte betyder alt for mig. Vi har folk ansat som fortrinsvis kommer fra Ukraine og Østeuropa men også fra fx Vietnam. Det glæder mig, at der er rekordstort optag på landbrugsskolerne, på trods af den usikkerhed, der præger branchen i øjeblikket. Jeg har arbejdet for, at politikerne sikrer midler til at styrke landbrugets uddannelser, så der kommer fokus på alt det grønne, som vi fremover skal arbejde langt mere systematisk med. Særligt i forbindelse med resultaterne af Den Grønne Trepart, som omfatter alt fra CO2-afgifter til naturpleje. Den næste generation er utroligt engageret, og det skal vi udnytte, siger Jørn Kjær Madsen.
Politisk interesse
Den aktive indsats fra Jørn Kjær Madsen er noteret på Christiansborg, hvor han blandt andet har deltaget i rundbordsmøder med politikere og embedsfolk, gjorde, at Carl Andersen fra Liberal Alliance ønskede at høre mere om hans tanker om landbrugets udvikling:
- Liberal Alliance er en del af aftalen om Den Grønne Trepart for at sikre fagligheden og fremdriften i aftalen. Det er vigtigt, at vi tager landbruget i hånden gennem den grønne omstilling og ikke trækker tæppet væk under nogen af verdens bedste fødevareproducenter. Derfor synes jeg, de lokale treparter er ekstremt vigtige, og derfor ville jeg gerne besøge en af de store aktører i denne historiske arealomlægning, lød det fra Carl Andersen (LA), som var initiativtager til arrangementet i Bramming.
Behov for hurtig afklaring
Jørn Kjær Madsen gjorde det klart, at der er behov for hurtig afklaring om fremtiden. Ifølge ham er mange landmænd tilbageholdende med investeringer i deres bedrifter, da de ikke ved, om den jord, de ejer, skal købes eller sælges. Det er en uholdbar situation, især for de mindre bedrifter uden så mange ressourcer.
- Esbjerg er en stor kommune med mange kilometer kyststrækning ud til Vadehavet. Vores vandopland strækker sig langt ind i Jylland, og derfor er der mange interessenter og aktører, som skal inddrages. Det er væsentligt for mig, at vi fra Esbjerg Kommunes side er en positiv samarbejdspartner for de landmænd, som står lidt i stampe for øjeblikket. Her skal vi være et tryghedsskabende element, og vi vil gøre vores for at skabe klarhed hurtigst muligt, konstaterede Jesper Frost, (V) borgmester i Esbjerg.
Ifølge tidsplanen skal de lokale treparter aflevere deres indspark senest ved udgangen af 2025.
Der er 23 hovedvandoplande, hvor Esbjerg Kommune er en del af Vadehavet sammen med jorde fra 10 andre kommuner, herunder hele Fanø og Vejen Kommuner samt store dele af Varde, Billund og Haderslev Kommuner.