Gebyrer lettes med 50 millioner kroner på fødevareområdet
Fødevareminister Jacob Jensen (V) vil lette erhvervslivet for 50 millioner kroner i årlige gebyrudgifter. Besparelserne indfases frem mod 2029, og målet er et mere stabilt og gennemsigtigt system, der fjerner usikkerhed for fødevareproducenter og landbrug.

Allerede fra 1. juli 2025 sænkes gebyrer for kontrol af dyr ved eksport og kontrol af logbøger med samlet 7,2 millioner kroner årligt. Arkivfoto
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har besluttet at reducere gebyrudgifterne på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet med i alt 50 millioner kroner årligt i forhold til 2023-niveauet. Det svarer til en lettelse på omkring 10 procent af det samlede gebyrtryk.
Størstedelen af besparelserne ventes indfaset inden udgangen af 2026, og de fulde besparelser ventes at være gennemført i 2029.
- I en tid med stigende fødevarepriser og generel fødevareusikkerhed er det helt afgørende, at vores fødevarevirksomheder har de bedst mulige betingelser. Gebyrerne for bl.a. fødevareproducenter har traditionelt set været stigende, og gebyrtaksterne har samtidigt været ret ustabile. Den kedelige tradition har skabt usikkerhed og kan have hæmmet vækst og potentielt også en betydning for fødevarepriser. For mig står det ganske klart. Vi skal have et gennemsigtigt og stabilt gebyrsystem. Jeg er derfor glad for, at jeg samlet set kan fjerne gebyrudgifter for omkring 50 millioner kroner årligt, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).
Bevillinger frem for gebyrer
Som en del af aftalen prioriteres 4 millioner kroner årligt til at finansiere kontroller gennem bevillinger frem for via gebyrer.
Samtidig bliver en tidligere pause for planlagte gebyrstigninger på 33 millioner kroner gjort permanent.
Analysen bag beslutningen bygger på omkring 60 forslag fra en referencegruppe af erhvervsorganisationer og viser blandt andet mulighed for varige takstnedsættelser på to betalingsordninger.
Allerede fra 1. juli 2025 sænkes gebyrer for kontrol af dyr ved eksport og kontrol af logbøger med samlet 7,2 millioner kroner årligt.
Fødevareministeren vil også bruge analysen som grundlag for at sætte regelforenkling på dagsordenen i EU. Her er målet at reducere unødigt bureaukrati og styrke konkurrenceevnen i tråd med EU-Kommissionens egne initiativer og anbefalingerne i Draghi-rapporten.