- Æ' sjakbajs, han bliver å' plads. Sådan lød det fra Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen, da han sent tirsdag kunne melde ud, at han bliver i borgmesterkontoret i Tønder efter kommunalvalget.

Der var ellers på forhånd lagt op til et spændende valg i kommunen, der havde fået pæn interesse udefra.

Det skyldtes ikke mindst, at den tidligere LHN-formand ifølge flere medier i årene 2019 til 2024 er blevet meldt til politiet flere gange for flere forhold omkring dyrevelfærd, medicin og manglende godkendelser fra Fødevarestyrelsen.

Politisag uden betydning

Styrelsen har i de senere år været på adskillige kontrolbesøg på Jørgen Popp Petersens gård i Søvang, som han siden har solgt til sin driftsleder.

På sociale medier har en række videoer vækket stor forargelse, men da valget løb af stablen tirsdag, fik det ikke den store betydning for vælgerne.

Således blev borgmesterens parti, Slesvigsk Parti valgets store vinder i Tønder, hvor partiet blev næsten fordoblet. Med 25,7 procent af stemmerne, en fremgang på 12,4 procent, overhalede partiet Tønder-Listen, der indtil dette valg var det største parti i kommunen.

Stemmesluger

Popp Petersen kunne samtidig glæde sig over, at han med 3850 personlige stemmer satte rekord, for så mange personlige stemmer har en politiker aldrig fået i Tønder siden kommunesammenlægningen i 2007. Det skriver Jydske Vestkysten.

Borgmesteren var i sagens natur meget tilfreds med valgets udfald.

- Man har vurderet først og fremmest mit politiske virke og samarbejde i kommunalbestyrelsen, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, sagde Jørgen Popp Petersen efter valget ifølge DR Nyheder.

Jørgen Popp Petersen har været borgmester i Tønder siden 2021, hvor han afløste en anden kendt person i landbruget, den nuværende MF’er Henrik Frandsen (M).

Politik