Nej til landbrugshetz i sociale medier
- Vi vil ikke finde os i at leve i en trancetilstand, hvor vi hverken er levende eller døde. Vi vil ikke acceptere skyld, som ikke er vores, tordnede BL-formanden fra talerstolen.

Landbruget skal ifølge BL's formand ikke finde sig i at blive udskammet på Facebook og gennem andre sociale medier. - Det kan kun besvares med: Nej. Fandeme nej!, fastslog formand Niels Hauge Mikkelsen på foreningens generalforsamling onsdag på Bygholm Landbrugsskole. Foto: Jacob Lund-Larsen
Niels Hauge Mikkelsen lagde i sin beretning stor vægt på, at landbruget ikke skal finde sig i at blive udskammet på Facebook og gennem andre sociale medier.
- Det kan kun besvares med: Nej. Fandeme nej! Danske landmænd driver noget af verdens fineste og reneste landbrug. Det findes der bjerge af dokumentation for. Uagtet forsøg på politisering.
- Vi vil ikke finde os i at leve i en trancetilstand, hvor vi hverken er levende eller døde. Vi vil ikke acceptere skyld, som ikke er vores. Vi lever af og med naturen, sådan som vi har gjort i tusinder af år, og leverer et stort bidrag til dansk økonomi og liv på landet.
- Vi må som bidragydende borgere til samfundet kunne kræve en helt almindelig borgerlig respekt om os som personer – og vores familier, fastslog Niels Hauge Mikkelsen.
Nye »møgsager« i pressen med besynderlig timing
I sin beretning kaldte han det samtidig »ganske besynderligt«, at lige præcis i de dage, hvor politiske aftaler skal forhandles, så lander der en ny »møgsag« om landbrug i pressen.
- Man kan nu også konstatere, at der er politikere, der bygger hele deres valgkamp på at slå på landbruget og landmandsfamilierne, lød det fra formanden, der kaldte det »meget udansk«.
- Tankerne går igen på politikere i andre lande, vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med. Sociale medier, der koger over med hadske beskeder og holdninger, så kampgejsten forsvinder, og vi accepterer, hvad vi får tildelt, lød det fra formanden.
Han understregede, at landbruget skal sige klart fra over for det aktuelle debatniveau.













































