Efter mange ugers forhandlinger er en ny regering er blevet annonceret, og den består af Socialdemokratiet, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Dertil bliver både Enhedslisten og Alternativet støttepartier til regeringen.

Men selvom der på tirsdagens pressemøde var bred optimisme at spore blandt partilederne på talerstolene, er der ikke glade miner over hele den politiske linje.

Særligt i blå blok er der flere partiledere, der tirsdag tog til tasterne på de sociale medier for at rette kritik imod Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, som blandt mange anses for at være en vigtig brik, der gjorde den nye centrum-venstre-regering mulig.

- Vi kunne have fået en blå statsminister, men Lars Løkke prioriterede ministerbiler, lyder det blandt andet fra Danmarksdemokraternes Inger Støjberg i et opslag på det sociale medie X.

Også Liberal Alliances Pernille Vermund stemplede ind i debatten på det sociale medie ovenpå nyheden om den nye regering:

- Så får vi endnu en rød regering med Mette Frederiksen i spidsen - baseret på Enhedslistens mandater. Tak, Lars Løkke Rasmussen. Det var da lige, hvad Danmark trængte til…

Partifællen og -formanden Alex Vanopslagh sendte også en bredside mod regeringen tirsdag.

- Vi er klar til at rydde op efter den røde regering, skrev han på X.

Også forhenværende medlem af Folketinget for Konservative, Per Larsen, melder sig utilfreds på de sociale medier:

- Fire år mere med Mette Frederiksen. Formueskat og flere boligskatter. Det kan kun blive dyrt for befolkningen. Enhedslisten som støtteparti. Så trist, skriver han i et opslag på Facebook.

Politik