Landbrug & Fødevarer indgår plastikaftale med Miljøministeriet

Et nyt sektorsamarbejde mellem Miljøministeriet og Landbrug & Fødevarer skal realisere potentialet for mere genanvendelse af landbrugsplastik. Samarbejdet bidrager til klimaindsatsen for en grøn affaldssektor og øget cirkulær økonomi.

Miljøminister Lea Wermelin glæder sig over at landbruget er klar til at gøre en indsats for at formindske brugen af plastik i erhvervet. Foto: Lasse Ege Pedersen
Miljøminister Lea Wermelin glæder sig over at landbruget er klar til at gøre en indsats for at formindske brugen af plastik i erhvervet. Foto: Lasse Ege Pedersen

Plastikfolie til overdækning af ensilage og halm, plastnet over afgrøderne for at beskytte dem, plasttunneler til drivhuse og foderbøtter. Vi bruger i dag plastik til rigtigt mange ting, og der bliver brugt meget af det - også i det danske landbrug.

Med regeringens »Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi« er der sat et ambitiøst mål for landbrugsområdet om, at 50 procent af al plastikaffald skal udsorteres til genanvendelse i 2025 og 80 procent i 2030. I dag indsamles og genanvendes cirka en fjerdedel af plastikaffaldet i landbruget, men der er potentiale for mere.

Derfor indgår Miljøministeriet, via Det Nationale Plastikcenter i Miljøstyrelsen, nu et samarbejde på landbrugsområdet med Landbrug & Fødevarer. Sektorsamarbejdet skal kigge på mulige konkrete løsninger på tværs af værdikæden. Det betyder, at vigtige aktører i landbruget - det gælder blandt andet plastfolieforhandlere, affaldsproducenter, indsamlere, landmænd og genanvendere - vil blive inddraget i at finde gode løsninger.

- Alt for meget plastik ender i dag i de store forbrændingsovne. Vi skal genbruge og genanvende langt mere af det, end vi gør i dag. Her kan landbruget også gøre en stor forskel. Med dette samarbejde får vi skabt nogle initiativer og cases, der kan fungere som gode eksempler for hele landbruget. Det er endnu et vigtigt skridt mod en grøn affaldssektor og en cirkulær økonomi. Jeg er rigtig glad for, at landbruget er med, for det er en stor opgave, som vi skal løse sammen. Jeg ser frem til samarbejdet med landbruget om at få mere genanvendt plastik, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse. 

L&F glæder sig over samarbejde

Hos Landbrug & Fødevarer ser man også frem til samarbejdet.

- Indsatsen for mindre plastik og mere genanvendelse er et led i vores arbejde med bæredygtighed og erhvervets målrettede indsats mod at blive klimaneutrale i 2050. Danske landmænd vil gerne gøre en indsats for mere genanvendelse og mindre afbrænding. Derfor er der netop brug for samarbejde og en fælles indsats mellem plastleverandører, erhvervet, myndighederne og dem, der håndterer affald, så det bliver lettere at sortere og genanvende, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.

For at sikre fremdrift i arbejdet og inddrage aktørerne på området, vil der blive oprettet et sekretariat. Sekretariatet for sektorsamarbejdet kommer til at ligge hos Seges, som er landbrugets innovations- og videnscenter. 

Specialkonsulent i Seges, Mille Møller Nielsen står i spidsen for det nye sekretariat, og hun forklarer, hvorfor det ikke er lige til at finde løsningerne:

- Vi ønsker alle at bruge mindre plast og genanvende en større andel af vores plastforbrug. I landbrugs- og gartneri-erhvervet kan vi selv gøre en del, blandt andet gennem samarbejde om løsninger. Men vi støder vi også på praktiske udfordringer i forhold til for eksempel indsamling og genanvendelse, når plasten har forladt landbruget. Derfor har vi brug for myndighedernes og Det Nationale Plastikcenters hjælp, og derfor er især sektorsamarbejdet vigtigt. Den landmand eller gartner, der i dagligdagen sorterer plast, skal ikke gøre det forgæves. Målet er, at vi finder løsninger, der kan begrænse brugen af plast  og sikre mere genanvendelse af den plast, der er nødvendig, siger Mille Møller Nielsen.

Seges satte allerede i 2020 fokus på genanvendelse af plastik i landbruget ved at samle mange af de aktører, der skal involveres, for at finde løsninger – lige fra landmanden selv, til gårdens leverandører og fødevareproducenterne.

 

hka

Læs også

Vandplaner bliver atter forsinket
Efter flere måneder til havs: Spanske kvægskibe vender endelig tilbage til havn
Fødevarestyrelsen opruster til minkudbetalinger
Formand: L&F bør stoppe samarbejde med forening
DR´s særstatus truer demokratiet
Er forskeres udtalelser politisk bestillingsarbejde?