Fugleinfluenza fundet på endnu en kalkunfarm
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen var torsdag i gang med at aflive 24.000 kalkuner på en kalkunfarm ved Bøgelunde nær Skælskør. Aflivningen sker efter Statens Serum Institut onsdag aften fandt fugleinfluenza i prøver fra besætningen. Udbruddet er det andet af sin slags i området på mindre end en uge.

For anden gang indenfor en uge er der konstateret smitte i en stor kalkunfarm nær Skælskør på Sjælland. Foto: Colourbox
Endnu en stor dansk erhvervsbesætning med kalkuner er smittet med fugleinfluenza H5N8. Farmen ligger ved Bøgelunde i nærheden af Skælskør – knap to kilometer fra farmen i Lundby med 40.000 kalkuner, som blev aflivet onsdag.
Samtlige 24.000 kalkuner på den senest smittede kalkunfarm aflives allerede torsdag for at forhindre yderligere smitte til andre fugle i området.
Torsdagens udbrud er dermed det niende i danske fjerkræbesætninger siden november. Foruden udbrud i besætningerne finder de danske myndigheder fortsat mange døde, vilde fugle inficeret med fugleinfluenza.
Endnu engang opfordrer Fødevarestyrelsen til, at hvis man har nogen form for fjerkræhold, at man har dem under tag, fodrer dem under tag og skifter fodtøj, inden man går ind til dyrene – alt sammen for at være med til at mindske risikoen for smitte.
Smittezone
Fødevarestyrelsen har oprettet en tre- og en ti kilometer-zone rundt om den smittede besætning i Bøgelunde. I tre-kilometerzonen skal alle ejere af hobbyfjerkræ og fugle registrere deres dyr på landbrugsindberetning.dk. inden 19. marts. Det skal sikre tæt overvågning, så styrelsen hurtigt kan reagere på nye udbrud tæt på.
I begge zoner er det forbudt at sælge æg samt at flytte æg, høns og andet fjerkræ uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Her ses korten over zonerne, som Fødevarestyrelsen har sat op for at dæmme på smittens spredning. | Grafik: Fødevarestyrelsen