Venstre og NNF: Landbrugsaftale må ikke sende danske arbejdspladser til udlandet
Venstre og fødevarearbejdernes fagforening, NNF, går sammen i fælles erklæring forud for den landbrugsaftale på miljø- og klimaområdet, som der lige nu forhandles om på Christiansborg.

Venstre og NNF er gået sammen om fælles pressemeddelelse forud for den landbrugsaftale, som er på vej på miljø- og klimaområdet.
Venstre og Fødevareforbundet NNF, der blandt andet repræsenterer slagteriarbejderne, går nu sammen i en fælles erklæring forud for den landbrugsaftale, som der lige nu forhandles på Christiansborg.I en fælles pressemeddelelse fra de to parter lyder det, at Fødevareforbundet NNF og Venstre bakker op om, at den danske fødevareproduktion skal fortsætte den grønne omstilling. Men de to parter frygter, at en ny aftale om fødevareproduktionen i Danmark vil gøre det langt sværere at producere råvarer. Det vil sende arbejdspladser ud af Danmark med negative konsekvenser for klimaet, fødevarearbejdere og den samlede fødevarebranche.
Fra Ole Wehlast, formand for NNF, lyder det, at den den danske fødevareindustri er storleverandør af gode jobs til de mange faglærte og ufaglærte, som er klar til at give den en skalle.
- Så hvis råvaregrundlaget forsvinder, bliver det særligt vores ufaglærte medlemmer i landets yderkommuner, som mister deres arbejde. Derfor er der brug for en aftale, som naturligvis tager hensyn til klimaet og vandmiljøet, men som også sikrer, at de tusindvis af fødevarearbejdere, der hverdag møder på arbejde på landets slagterier, mejerier, bagerier og andre fødevarevirksomheder kan beholde deres job, siger Ole Wehlast, der kalder det helt afgørende, at der kommer en bred politisk aftale på området.
Fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen lyder det:
- Vi er klar til at forhandle. Lige som Fødevareforbundet NNF er jeg meget bekymret for de tusindvis af ansatte, som er i den danske fødevaresektor. Jeg er stolt af vores fødevareerhverv – og af dem, der arbejder i det. Og vi skylder dem svar på, hvad det er for en fremtid, de kan se ind i, siger han.
Fødevareforbundet NNF’s og Venstres ledelse mødes senere torsdag for at drøfte de kommende forhandlinger. Regeringen har i forhandligerne endnu ikke præsenteret noget udspil.