Styrelse fastholder massivt krav til kvælstofreduktion
God økologisk tilstand kræver, at der bliver lavet indsatser for at mindske udledningen med 13.100 tons kvælstof om året, lyder det fra Miljøstyrelsen, der efter ny vurdering, kun lemper en lille smule på målet i forhold til tidligere udmelding.

Nedbringelse af udledningen af kvælstof er lige nu en del af landbrugsforhandlingerne på Christiansborg. Foto: Lasse Ege Pedersen
Målstregen for god økologisk tilstand, når det kommer til kvælstofudledningen fra Danmark til vandmiljøet, bliver nu rykket igen.
Fra Miljøstyrelsen lyder det, at det er vurderingen, at på baggrund af beregninger fra DHI og Aarhus Universitet, så skal udledningen nedbringes til 38.300 tons kvælstof, hvis vandmiljøet skal i god tilstand. Tidligere var vurderingen, at udledningen af kvælstof maksimalt måtte være på 36.600 tons kvælstof.
De nye beregninger betyder, at Miljøstyrelsen justerer på indsatsbehovet. For at komme i mål, så er der nu et indsatsbehov på 13.100 tons mod tidligere cirka 15.000 tons. De 15.000 tons har Miljøstyrelsen hele tiden også har kaldt for et midlertidigt tal. Og AU-forsker Jørgen E. Olesen kaldte det for kort tid siden for fuldstændig urealistisk at nå en sådan reduktion inden 2027.
I en nyhed fra Miljøstyrelsen lyder det, at ændringerne kommer efter, at man har foretaget en nærmere vurdering af indsatsbehovet i de enkelte oplande.
Som det allerede blev meldt ud i december, så kan man ifølge forskerne fra Aarhus Universitet godt reducere udledningen af kvælstof mindre, hvis man i stedet reducerer udledningen af fosfor.
Fosfor og realisme
Fra Miljøstyrelsen lyder det, at det da netop også er fosforindsatsen, der skubber til kvælstofmålet, men der for enkelte vandoplande med særlig høje indsatsbehov også skelet til, hvilke reduktioner der overhovedet kan lade sig gøre.
- De forudsætninger, som ligger til grund for Miljøstyrelsens vurdering, handler i hovedtræk om fosforindsats fra dansk og tysk side samt om forudsætninger om, hvor langt det skønnes realistisk at nå ned med kvælstof-målbelastningen i vandområder, hvor indsatsbehovet er særligt højt, lyder det fra Miljøstyrelsen.
I dag er udledningen af kvælstof, når der korrigeres for nedbør, på cirka 56.300 tons.
Tager højde for baselinebelastning
Beregningen af indsatsbehovet på de 13.100 tons tager højde for den forventede baselinebelastning i 2027 ved indregning af de tiltag, som allerede er besluttet, strukturudvikling i landbruget med videre.
I opgørelserne har Miljøstyrelsen taget hensyn til de forskelle i afstrømningen, der forekommer som følge af varierende nedbør mellem årene.
I regeringens landbrugsudspil fra for nylig blev der fremlagt en plan om at sænke kvælstofudledningen med 10.400 tons inden 2027. Det skal primært ske ved at øge indsatserne i den målrettede regulering fra 2025, og ved at øge indsatserne ved de kollektive virkemidler, som minivådområder og vådområder.