Partileder ved Veganerpartiet Henrik Vindfeldt trækker sig som formand med øjeblikkelig virkning.

Det skriver DR Nyheder fredag aften.

- Han træder ned af personlige årsager. Han har det ikke godt og vælger derfor at trække sig fra partiet for at få fokus på privaten, og det respekterer vi i partiet, fortæller partiets pressechef, Lars Corvinius Olesen, til DR.

Det sker dagen før Veganerpartiets landsmøde og generalforsamling lørdag.

Partiformanden blev idømt en fængselsdom i byretten tilbage i december sidste år for ulovlig indtrængen på en svineejendom i 2019. 

Henrik Vindfeldt, tidligere partileder for Veganerpartiet. Foto: Jakob Eskildsen

Henrik Vindfeldt, tidligere partileder for Veganerpartiet. Foto: Jakob Eskildsen

Vindfeld har været formand siden september 2020, hvor han afløste Michael Monberg. Det skete, efter at Veganerpartiet var blevet opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Veganerpartiet har siden i meningsmålingerne ligget med en tilslutning fra vælgerne på mellem 0,2 og 0,5 procent af stemmerne, altså et stykke fra spærregrænsen på 2,0 procent.

På Twitter takker partiets ledelse Henrik Vindfeldt for sit arbejde.

- Det er benhårdt arbejde og Henrik har kæmpet hårdere og mere dedikeret end de fleste. Tak for at vise vejen, skriver partiet, der oplyser, at Vindfeldt afløser findes på et ekstraordinært møde om to måneder.
 

Politik