- Det er simpelthen en løgn.

Sådan lyder det fra Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der er Venstres chefforhandler, under de igangværende landbrugsforhandlinger på Christiansborg.

Det sker efter, at Socialdemokratiets fødevareordfører Anders Kronborg i Altinget i denne uge kritiserede Venstre for ikke at melde ud, hvad de vil, i de igangværende landbrugsforhandlinger, og hvor mange ekstra penge det er, som partiet kræver på bordet.

Troels Lund Poulsen meldte her tilbage over for Altinget, at Anders Kronborg ikke aner, hvad han taler om, da den socialdemokratiske ordfører ikke har deltaget i de forhandlinger, som Venstre har været en del af.

Over for Effektivt Landbrug vendte Anders Kronborg tilbage og sagde, at det simpelthen ikke passede, at han ikke har været en del af forhandlingerne.

- Jeg har været fast flue på væggen til alle møderne. Det er klart, at til sådanne landbrugsmøder, så er der selvfølgelig også nogle bilaterale forhandlinger, og der er selvfølgelig noget af det, som jeg ikke har deltaget i. Men jeg har deltaget i forhandlingerne, sagde han.

- Har ikke været med

Og netop det svar falder nu Venstres Troels Lund Poulsen for brystet.

- Vi har haft adskillige forhandlingsmøder med ministeren, hvor de blå partier og også De Radikale har været til stede, og der kan vi konstatere, at der har Anders Kronborg ikke været med, siger han, og fortæller, at her har netop spørgsmålet omkring finansiering været vendt.

Hvorfor er det så vigtigt, om Anders Kronborg har været med til de møder eller ej. Må han slet ikke udtale sig om forhandlingerne?

- Det må han da gerne. Men han skal da ikke udtale, at han har været med til møderne. Han giver jo indtryk af, at det, jeg siger, er forkert. Der må han altså lige huske at forklare, hvordan tingene i virkeligheden er, siger Troels Lund Poulsen.

Politik