Torben Hansen: Vi havde gerne set en mere fleksibel ordning
Formanden i L&F Planteproduktion er generelt positiv over muligheden for at anvende præcisionslandbrug og kvælstoffikserende efterafgrøder som alternativer til de målrettede efterafgrøder, i den nye bekendtgørelse der er i høring. Men der mangler dog stadig en del fleksibilitet, mener han.

Torben Hansen mener, at den nye bekendtgørelse rummer mange positive aspekter. Men han havde stadig gerne set en større fleksibilitet. Arkivfoto: Lasse Ege Petersen.
I 2022 kan man nemlig som noget nyt bruge præcisionslandbrug og kvælstoffikserende arter i målrettet kvælstofregulering. Miljø- og Fødevareministeriet sendte fredag en bekendtgørelse i høring, som skal gøre det muligt. Fristen for høringssvar er 14. december.
- Det er positivt endeligt at få bekræftet, at det fra næste år bliver muligt at anvende præcisionslandbrug og kvælstoffikserende efterafgrøder som alternativer til de målrettede efterafgrøder, lyder det fra Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, planteproduktion.
Det nye i bekendtgørelsen er, at landmanden kan vælge at bruge efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter, når han udlægger efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering, hvis de indgår i blandinger med ikke-fikserende efterafgrøder. Der er en række specifikke krav og betingelser knyttet til virkemidlet om frøblanding, dokumentation, etablering og destrueringsfrist.
Landmanden har derudover mulighed for at anvende præcisionslandbrug som alternativ til målrettet kvælstofregulering, hvis han opfylder en række betingelser.
Præcisionslandbrug skal være udført på ens marker i planperioden 2021/2022, for at man kan anvende det i målrettet regulering i 2022. Det er desuden en forudsætning, at man som hovedafgrøde har dyrket korn eller raps i renbestand på markerne, og at man har anvendt særligt udstyr, skriver Miljø- og Fødevareministeriet.
Der gælder de samme bestemmelser om udlægning og omregningsfaktorer for virkemidlerne som i det pligtige efterafgrødesystem.
Konkret sådato
- Især præcisionslandbrug har vi set frem til, fordi vi ikke har kunnet få helt så meget ud af dette alternativ i de pligtige efterafgrøder, fordi mange landmænd samtidig anvender dem til opfyldelse af MFO-kravet, hvor præcisionslandbrug ikke kan anvendes, fortæller Torben Hansen og fortsætter:
- De kvælstoffikserende efterafgrødeblandinger er helt sikkert interessante for nogle. Men den forholdsvis høje eftervirkning, er desværre også videreført.
Torben Hansen havde gerne set flere væsentlige forbedringer til at gøre den målrettede regulering mere fleksibel.
- Det gælder blandt andet muligheden for at bruge efterafgrødebanken til de målrettede efterafgrøder. I den nuværende regulering er det kun muligt at bruge efterafgrødebanken for pligtige og husdyrefterafgrøder. Vi mener, det naturligvis må være muligt også at bruge efterafgrødebanken til de målrettede efterafgrøder. Det bør også være muligt at gøre de »fleksible frister« for senere etablering af efterafgrøderne langt mere fleksible, så det afspejler den konkrete sådato. L&F arbejder fortsat for at få justeret de fleksible frister til dagsbasis fremfor de tre intervaller, fortæller han.