Borgmesterkæderne skal fra nytår hænges på skuldrene af en række danske landmænd og personer rundet af landbruget. Det viser en lille gennemgang af resultaterne fra kommunalvalget tirsdag den 16. november.

I Nordjylland kan borgmesterkæden i Thisted Kommune nu hænges på tidligere formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, der fremover formentlig får markant mere at se til udover pasningen af sine 180 malkekøer. Niels Jørgen Pedersen, der stoppede som formand i Landbrug & Fødevarer i 2012, har senest været viceborgmester i Thisted Kommune.

Også Venstre-landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug Søren Smalbro er fra 1. januar ny borgmester i Hjørring Kommune. Her tager han over efter socialdemokraten Arne Boelt, hvis parti tabte hele fem pladser. Venstre gik frem med to pladser til i alt ni pladser – én færre end Socialdemokratiet. Søren Smalbro har slagtesvin, kødkvæg og et markbrug på omkring 130 hektar.

Per Bach Laursen (V), borgmester i Vesthimmerland, fortsætter i sin anden borgmesterperiode, mens landmanden Hans Ejner Bertelsen (V), Bedsted, atter forblev borgmester i Morsø. I Brønderslev genvandt deltidslandmanden Mikael Klitgaard (V) også borgmesterposten.

Den økologiske landmand Mads Jakobsen (V) blev ny borgmester i Struer, mens kartoffelavleren Ib Lauritsen snuppede borgmesterposten endnu engang i Ikast-Brande.

I Silkeborg måtte Venstre-borgmester og landmand Steen Vindum give fortabt og overlade posten til udfordreren Helle Gade (S). Ny viceborgmester er Johan Brødsgaard (R). Venstre gik tilbage med 6,1 procentpoint.

 

Politik