Ny aftale skal sikre øget biogasproduktion
Et politisk flertal er enige om at udskyde aftalen om at bruge færre energiafgrøder – for eksempel majs – med et år.

- Danmark står bedre end flere europæiske lande på grund af vores biogas, og derfor er det ikke i år, vi kan mindske brugen af energiafgrøder, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). Arkivfoto
Sidste sommers aftale om nye krav til anvendelsen af energiafgrøder til produktion af biogas indebærer en trinvis reduktion af grænsen, som nu først træder i kraft fra næste år.
Det betyder, at landmændene kan nå at dyrke dettes års energiafgrøder.
Det er partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, der er enige med regeringen om at fastholde den nuværende energiafgrødegrænse på 12 procent i yderligere ét år for at øge biogasproduktionen i 2022 og 2023.
- Europa står i en dybt alvorlig krise, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at mindske vores afhængighed af russisk gas nu og her. Danmark står bedre end flere europæiske lande på grund af vores biogas, og derfor er det ikke i år, vi kan mindske brugen af energiafgrøder. Men selvfølgelig skal vores biogas være bæredygtig, og derfor er vi tilbage på planen for reduktion af energiafgrøder næste år, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Dropper trin
Den oprindelige aftale sigtede mod at sænke grænsen til 8 procent fra august. Den sænkelse udskydes, men til gengæld fastholdes aftalen om, at grænsen sænkes til 6 procent fra august 2023 og igen til 4 procent i 2024 som tidligere aftalt.
Energiafgrøder er primært majs, som er let omsætteligt og kan øge biogasproduktion – men som også optager landbrugsjord og udleder drivhusgas og kvælstof ved anvendelse og dyrkning.
- På lang sigt har vi også brug at tage endnu mere ambitiøse midler i brug for at gøre Danmark helt uafhængig af russisk gas og sikre den grønne omstilling, siger klimaordfører Marie Bjerre og energi- og forsyningsordfører Carsten Kissmeyer fra Venstre.
Finansiering
- I Dansk Folkeparti kan vi godt støtte forslaget, men det er vigtigt for os at bemærke, at Danmark også lige nu står i en fødevareudfordring. Derfor er det vigtigt for DF, at vi inden udgangen af 2023 får et møde i kredsen, hvor vi kan diskutere udfordringer og løsninger, siger klima-, energi-, og forsyningsordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen.
Merproduktionen er forbundet med et finansieringsbehov på 63 millioner kroner årligt i 2022-2023 på grund af statsstøtteudgifter til den øgede biogasmængde. Det finansieres via omprioritering fra Erhvervspuljen.