Revser minkholdning: - Den mest ynkelige politiske optræden

Alternativets vægelsind omkring en advokatundersøgelse af minksagen imponerer ikke hos Landsforeningen for Mælkeproducenter.

Først ville de. Så ville de ikke. Alternativet har været i fokus efter folketingsvalget, også hos landmænd. 

Det skyldes især deres vægelsind om, hvorvidt der skal laves en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport fra tidligere i 2022, med særlig fokus på, om statsminister Mette Frederiksen kunne stilles til ansvar for hendes rolle i sagen. 

Under valgkampen slog Alternativets talsperson, Franciska Rosenkilde, fast, at Alternativet ville have undersøgt sagen nærmere, men efter at en juridisk vurdering vendte tommelfingeren ned i den retning, lød der nye toner fra Rosenkilde efter valget.

- Nu er der jo kommet en retlig vurdering, og det er det, vi gerne vil have, og den skal vi jo gå igennem og se, om den løser det, der har været udfordringen, sagde hun til TV2.

Har hængt vasketøjet til tørre

Og det imponerer ikke hos LDM, hvor formand Kjartan Poulsen langer ud efter partiet i sit ugentlige nyhedsbrev.

LDM beskæftiger sig hverken med partiet eller minksagen, men ser udviklingen som den mest ynkelige politiske optræden, hvor det er fuldt belyst, at faglighed og integritet er fuldstændig forladt til fordel for »handels-politik«, der kan give indflydelse i andre kredse, skriver formanden og fortsætter:

- Alternativet har hængt vasketøjet til tørre i fuld offentlighed, andre partier har til tider lignende tilgange til det danske demokrati, men skjuler det bare bedre, skriver Kjartan Poulsen.

Han er heller ikke specielt tilfreds med flere andre partiers holdning til landbruget og til en CO2-afgift.

-  Hvordan kan det være, at mange blå og en violet partileder (Lars Løkke Rasmussen, red.) pludselig vendte ryggen til landbruget og til fagligheden, og anbefalede en (umulig) CO2-afgift. Det er ynkeligt, og landbruget fortjener bedre, skriver han.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også