Minkavler-lov får bred opbakning

Regeringen har fået støtte fra SF, Liberal Alliance og De Radikale om sin model, der skal sikre hurtigere erstatning til minkavlere, skriver ministeriet.

Om alt går vel vil hovedparten af erstatningssagerne for minkavlere være afsluttet i 2024. Det skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse, efter at regeringen har fået et bredt flertal for den nye handlingsplan, der skal sikre hurtigere udbetaling af erstatning til minkavlere.

Med aftalen er der nu opbakning til at etablere et fast track, der gør, at minkavlere kan vælge en forenklet erstatningsmodel, der baseres på standardsatser, sådan at sagsbehandlingstiden nedbringes. Ambitionen er, at langt størstedelen af sagerne, der kører i fast track-ordningen, vil være afsluttet omkring midten af 2024.

Derudover har partierne aftalt at forhøje forskudsudbetalingerne til minkavlere med mink i 2020, så en gennemsnitlig avler går fra at have modtaget cirka 50 procent af den samlede erstatning til at kunne få udbetalt op mod 70 procent. På den måde vil en større del af erstatningerne komme hurtigere ud til minkavlerne, hedder det fra ministeriet.

En glad minister

Fødevareminister Jacob Jensen(V) er godt tilfreds med den nye aftale.

- Jeg er utrolig glad for, at en bred samling af Folketingets partier i dag (onsdag red.) har givet håndslag på, at der nu skal fart på udbetalingerne af erstatninger til minkavlerne, siger ministeren og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke for den rigtig gode dialog, jeg har haft med partierne, og for at partierne har arbejdet hurtigt og taget ansvar. Det betyder, at vi hurtigere kan komme videre med at få tiltagene ud at virke, så minkavlerne kan få deres penge langt hurtigere, end der tidligere har været i udsigt til, siger han.

Erhvervet kommer til at tage del i processen med at udforme den enkelte model for erstatninger, og det glæder fødevareordfører hos Liberal Alliance, Carsten Bach.

- Minkavlerne fortjener i allerhøjeste grad en værdig proces med udbetalingerne af deres erstatninger. Derfor er det positivt, at erhvervet nu bliver inddraget i udformningen af den konkrete model for fast track-ordningen, siger han og fortsætter:

- På den måde kan den enkelte få klarhed over, hvad ordningen indebærer, og om den giver mening for vedkommende. Liberal Alliance mener, i tråd med branchen selv, at ordningen er den rette. Den har nemlig fokus på avlernes rettigheder – ikke systemets behov, siger han.

Sidste år udbetalte myndighederne knapt 6,8 milliarder kroner i forskud til minkavlerne. Udover det nye tiltag er de første endelige sager om erstatning blevet behandlet færdig. Seks sager er blevet afsluttet, og her er der i alt blevet udbetalt 38,56 millioner kroner. 

Otte tiltag

Tillægsaftalen, der kommer i halen på den oprindelige lov om erstatning til minkavlere har otte tiltag tilknyttet.

  1. Forhøjelse af forskudsudbetalinger til minkavlere

  2. Nyt fast track til hurtigere udbetaling af erstatning

  3. Understøttelse af forskudsudbetaling til følgeerhverv

  4. Fremrykning af endelige afgørelser for minkavlere uden mink i 2020

  5. Øget medarbejderstyrke til Minksekretariatet

  6. Effektivisering af nedrivningen af minkfarme

  7. Involvering af minkavlere i nedrivning af minkfarme

  8. Værdisikring af erstatningerne

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også