Enorm interesse udskyder Svarer-rapporten igen-igen

Den meget imødesete rapport om CO2-afgift på landbruget bliver afleveret til regeringen den 21. februar. Det har formand for Svarer-udvalget, professor Michael Svarer, meddelt.

Den 21. februar kl. 11 bliver der afholdt pressemøde i København, og her vil professor Michael Svarer præsentere den 2. delrapport fra Svarer-udvalget om en grøn skattereform, bedre kendt som den rapport, der skal bane vejen for en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer.

Det oplyser Skatteministeriet i en kort pressemeddelelse. Dermed bliver raporten endu en gang udskudt, eftersom det var meningen, at rapporten ville blive offentliggjort i uge 6.

Men ifølge formand for udvalget bag rapporten, professor Michael Svarer, er der ikke tilstødt nye komplikationer i forbindelse med arbejdet. Derimod er præsentationen af rapporten forsinket på grund af den enorme interesse for den.

- Der er en overvældende interesse for rapporten. Så vi vurderer, at det er mere hensigtsmæssigt at præsentere den på den anden side af vinterferien for at kunne honorere efterspørgslen fra de mange interessenter, siger Michael Svarer ifølge Berlingske i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Når rapporten er blevet fremlagt, skal den indgå i de grønne trepartsforhandlnger mellem regeringen og en lang række organisationer, blandt andre Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Senere vil der blive ført politiske forhandlinger på Christiansborg frem mod en politisk aftale om en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer, regulering af erhvervet, samt støtteordninger, der skal hjælpe landbruget i mål med at sænke sine udledninger af klimagasser med 55-65 procent frem mod 2030.

Læs også