Nu vil regeringen lempe på ulvens beskyttelse

Danmark har tænkt sig at stemme for at gøre det nemmere at regulere ulve i EU-sammenhæng, viser et lækket dokument.

Danmark bakker op om at ændre ulves beskyttelsesstatus i EU fra strengt beskyttet til beskyttet. Det skriver Altinget baseret på et lækket dokument fra Folketingets Europaudvalg, som mediet er kommet i besiddelse af.

Meldingen kommer som respons på det forslag, som EU-Kommissionen sendte på gaden i slutningen af 2023, om netop at ændre beskyttelsen i habitatsdirektivet og i Bern-konventionen, og dermed gøre det nemmere at regulere ulve.

Forslaget kom efter, at en analyse havde vist, at antallet af ulve i EU er blevet fordoblet fra 11.193 ulve i 2012 til cirka 20.300 i 2023.

Uenighed om beskyttelsen

Siden har der været et større tovtrækkeri mellem landbrugs- og naturorganisationer,

Herhjemme har flere naturorganisationer kæmpet hårdt imod forslaget. Tidligere i år sendte foreningen Ulvetid et brev til miljøminister Magnus Heunicke (S), hvor de opfordrede den socialdemokratiske minister til at stemme imod forslaget.

Omvendt er der opbakning til den ændrede status fra flere sider, både i landbruget, men også EU-parlamentariker Asger Christensen, der har kæmpet for en ændring af direktivet i flere år.

- Jeg har mødt adskillige borgere, som har været bange for at gå en tur om aftenen i frygt for at skulle møde et par gule øjne i mørket. Mennesker, der er bange for at lade barnevognen stå ude. Bange for et ulvebesøg i stalden. Sådan er virkeligheden, når man bor derude, hvor der er lidt længere i mellem husene, og hvor ulvene terroriserer, sagde han sidste år.

Møde den 4. april

Den danske udmelding gør, at EU kommer tættere på at ændre ulvebeskyttelsen. Det er ellers ikke alle EU-lande, der støtter en ændring af tingenes tilstand.

Ifølge The Brussels Times måtte en beslutning om at ændre ulvens status udskydes på et møde i slutningen af februar måned. I stedet er det nu planen, at det belgiske EU-formandskab vil åbne debatten igen den 4. april, og her vil Danmark altså stemme for en ændring.

Med flere ulve er antallet af ulveangreb på husdyr også steget. Sidste år var der ifølge Naturstyrelsens foreløbige opgørelse 54 ulveangreb på husdyr. Det er en tredobling i forhold til 2021, hvor der var 16.

Læs også