Mandag sendte Agerskovgruppen en invitation til Margrethe Auken (SF), hvor man inviterer EU-parlamentarikeren til et orienteringsmøde om de danske rensningsanlægs overløb af urenset spildevand, som havner i det danske vandmiljø.
Invitationen kommer efter, at Effektivt Landbrug i weekendens avis på lederplads opfordrede Agerskovgruppen og gruppens advokat til at invitere Margrethe Auken til et orienterende møde om de danske rensningsanlægs spildevandsudledninger.
- Vi har grebet bolden. Det er en god idé. Jeg tror faktisk ikke, at Margrethe Auken er klar over, hvad der foregår. Derfor giver det god mening at invitere hende, siger bestyrelsesmedlem i Agerskovgruppen, landmand Jens Iversen, Christiansfeld.
Ikke styr på udledningerne
Landmand Knud Jeppesen fra Jelling har for Agerskovgruppen gransket de kommunale spildevandsindberetninger til staten. Ifølge hans opgørelser har ingen kommuner indberettet data om overløb uden fejl i fem år fra 2014-2018.
Landmanden vurderer, der ikke er styr på, hvor meget urenset spildevand, der udledes.
Ifølge Agerskovgruppens advokat Hans Sønderby begår den danske stat samtidig traktatbrud, fordi den giver kommunerne økonomisk incitament til at udlede urenset spildevandvand og ikke at måle præcist for mængde og indhold.
l-l