Beskylder statsminister for at så tvivl om erstatning
Ifølge Agerskovgruppen bryder statsministeren grundloven, når hun i et ugegammelt interview med Ritzau benytter sig af ordet »hvorvidt«, mens hun taler om erstatning.

Agerskovgruppens formand, Jens Peter Aggesen (t.v.), beskylder statsminister Mette Frederiksen for nyt grundlovsbrud. Her ses han til traktordemonstrationen i København i sidste uge.
Formand for Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen, er stærkt utilfreds med statsminister Mette Frederiksens ordvalg i et interview med Ritzau i sidste uge.
Interviewet er lavet efter, at statsministeren mandag i sidste uge har holdt et møde med EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen om, hvordan man giver minkavlerne erstatning uden, at det strider mod EU-retten. Det er statsministerens brug af ordet »hvorvidt«, som er årsag til utilfredsheden.
- Vi kan ikke bryde EU-retten med de statsstøtteregler, der er, men vi kan gøre alt for at finde en løsning på den ekstraordinære situation, der er.
- Jeg talte med kommissionsformanden om, hvorvidt vi ikke i denne helt ekstraordinære situation kan give minkavlerne en erstatning, sagde Mette Frederiksen.
EU kan kun finjustere
Fra Jens Peter Aggesen lyder det:
- Med sin brug af ordet hvorvidt stiller Mette Frederiksen grundlæggende spørgsmålstegn ved, om minkavlerne skal have fuld erstatning, sådan som der står i Grundloven. Det vil vi ikke finde os i i Agerskovgruppen. Hun skal ikke lave flere grundlovsbrud. Selvfølgelig skal hver eneste avler have fuld erstatning, siger Aggesen, der akkompagneres af Agerskovgruppens advokat, Hans Sønderby:
- Ifølge EU's grundlæggende rettigheder skal avlerne have fuld erstatning – i stil med den danske grundlov. EU's statsstøtteregler kan finjustere størrelsen, så overkompensation undgås, men diskussionen angår kun, hvor meget fuld erstatning er – ikke, hvorvidt avlerne overhovedet skal have fuld erstatning, siger Hans Sønderby.
ege