Det kom som noget af en overraskelse, da 40-årige Torben Hauskov onsdag meldte ud, at han med omgående virkning havde valgt at stoppe som formand for Danske Svineproducenter.

Hensynet til egen bedrift og familielivet stod bag hans beslutning om at forlade både formandsposten og bestyrelsen i landsforeningen.

Efterfølgende forventede foreningen at finde afløseren for Torben Hauskov på et konstituerende bestyrelsesmøde torsdag morgen, men det skete ikke. Det skyldes, at bestyrelsen ikke er fuldtallig.

- Efter at formand Torben Hauskov valgte at træde af i går (i forgårs, red.) som formand for Landsforeningen, har bestyrelsen besluttet at udskyde konstitueringen, indtil bestyrelsen er fuldtallig, skriver foreningen i en meddelelse.

En mand nede

Årsagen til, at bestyrelsen ikke er fuldtallig, skyldes, at det ikke lykkedes at vælge tre bestyrelsesmedlemmer på onsdagens generalforsamling hos Danske Svineproducenter. Der var nemlig kun to, der stillede op: Næstformanden Ulrik Volsgaard og Jeppe Bloch, der således blev valgt ind bestyrelsen i foreningen uden, at der skulle kampvalg til.

Trods flere opfordringer i forsamlingen på generalforsamlingen i Danske Svineproducenter lykkedes det ikke at finde en kandidat mere.

Midlertidig formand

Den hidtidige næstformand, Ulrik Volsgaard, blev i går konstitueret som midlertidig formand for foreningen.

I en pressemeddelelse henviser Danske Svineproducenter i mellemtiden alle officielle henvendelser til direktør Per Bardrum.

Politik