Hvidtfeldt mellemfornøjet efter tørkeudspil
Viceformand hos Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt, er ærgelig over, at tørkeudspillet fra folketinget ikke indeholdt en annullering af jordskatten.
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fredag spillet ud med en tørkepakke til en værdi af 380 millioner kroner.
Udspillet indebærer blandt andet en fjernelse af produktionsomkostningerne for 2019, men til gengæld betød tørkepakken ikke en annullering af jordskatten, som flere landbrugsorganisationer havde håbet på. Og det ærgrer viceformand Lars Hvidtfeldt.
- Det ærgrer mig, at det er bureaukratiet, der har været den største stopklods i denne sag. Jeg ved, at regeringen har kigget på alle muligheder og forsøgt at strække sig endog meget langt. Når vores ønsker om som eksempelvis annullering af jordskatten alligevel ikke bliver til noget, så er det i min optik ikke politikernes velvilje, der har manglet, men alt for rigide regler, der har spændt ben for os, siger Lars Hvidtfeldt.
Som en del af udspillet vil forligskredsen bag tørkepakken se nærmere på muligheden for at yde ekstra hjælp i starten af 2019, og det glæder Lars Hvidtfeldt.
- Det siger noget om, at vores politikere er bevidste om, at situationen er alvorlig. Derfor ser jeg også frem til, at man fra politisk side er klar til at hjælpe yderligere, når vi ved endnu mere om, hvor hårdt tørken har ramt, siger Lars Hvidtfeldt.
Ifølge Seges har dansk landbrug mistet 6,4 milliarder kroenr på grund af tørken.